Aktiveringstilbud

- tilbud, når du skal i aktivering
Efter en vis periode med ledighed - 3 måneder hvis du er under 30 år, 9 måneder hvis du er over 30 år, 6 måneder hvis du er over 60 år - har du ret til at deltage i tilbud om aktivering og i udarbejdelsen af en jobplan. Det er dit jobcenter, der godkender din jobplan. Her på siden kan du læse om nogle af de tilbud, du kan få skrevet i din jobplan og deltage i, når du skal i aktivering. Spørg dit jobcenter eller anden aktør om eventuelle andre aktiveringstilbud.

Deltag i vejledning og opkvalificering
Tag i praktik på en virksomhed
Bliv ansat med løntilskud 

Deltag i vejlednings- og opkvalificeringsforløb
Formålet med vejledning og opkvalificering er at udvikle og afdække dine faglige, sociale og sproglige kompetencer. Tilbud om vejledning og opkvalificering kan bestå af

  • korte vejlednings- og afklaringsforløb 
  • særlige projekter og uddannelsesforløb fx med praktik 
  • ordinære uddannelsesforløb.

Tag i praktik på en virksomhed
Formålet med virksomhedspraktik kan være at afklare dit eget jobmål, eller at afklare om du har brug for mere opkvalificering og vejledning for at få arbejde. Når du som ledig søger ud i en privat virksomhed, kan du tilbyde virksomheden at prøve dine kompetencer af i op til fire uger helt uden omkostninger. Det forudsætter kun, at virksomheden bliver godkendt som ’praktikvært’ af jobcentret, og at der ikke er for mange ansatte, der er i tilskud samtidig.

I praktikperioden får du ikke løn, men i stedet en aktiveringsydelse, som svarer til de dagpenge, du ellers ville være berettiget til. Du bliver forsikret via jobcenteret, og du får befordringsgodtgørelse efter de gældende regler.

Bliv ansat med løntilskud
Du kan blive ansat med løntilskud hos private eller offentlige arbejdsgivere. Du skal have været ledig i minimum 6 måneder for at kunne blive ansat med løntilskud i det private og efter dag ét i det offentlige. Er du over 55 år og har du været ledig uafbrudt i 12 mdr. kan du blive ansat hos en privat arbejdsgiver med et højere tilskud.
Formålet er, at du får oplæring og genoptræning af dine faglige, sociale eller sproglige kompetencer. Ansættelsens og løntilskuddets varighed aftales med jobcenteret. 
Under ansættelse med løntilskud, skal du være meldt ledig under hele ansættelsesforholdet. 

Ansættelse med løntilskud hos privat arbejdsgiver
Ansættes du med løntilskud hos en privat arbejdsgiver, skal ansættelsen i udgangspunktet vare minimum 1 år. Du ansættes på overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår og skal selv forhandle din løn. Du kan selv kontakte relevante virksomheder og gøre opmærksom på muligheden for, at de kan ansætte dig med løntilskud. Kontakt dit jobcenter for at høre nærmere om ansættelse med løntilskud. 

Ansættelse med løntilskud hos offentlig arbejdsgiver
Ansættes du med løntilskud hos en offentlig arbejdsgiver, skal du også ansættes på overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår. Her må lønnen dog højst udgøre 788 kr pr. dag, svarende til højeste dagpengesats, ekskl. feriepenge, mv. Betalingen må ikke overstige den individuelle dagpengesats, hvilket betyder, at timeantallet reduceres til under fuldtid efter aftale med dit jobcenter. Du kan selv finde en offentlig virksomhed, eller jobcenteret/anden aktør kan hjælpe dig.

Ansættes du med løntilskud hos en offentlig arbejdsgiver, kan du få tilskud til transportudgifter. Læs mere under aktivering.



› Til topSidst opdateret: 5. sep. 2011

Bliv medlem af IAK


MELD DIG IND