Dagpenge

- til selvstændige

Du bliver anset for at være ledig, når du er endeligt ophørt med at drive din selvstændige virksomhed og gerne vil stå til rådighed for arbejde som lønmodtager.

Læs om, hvad du rent praktisk skal gøre og sende til IAK, når du bliver ledig som selvstændig, og læs generelt om dagpengereglerne.

Opfyld et krav om beskæftigelse
For at du kan få dagpenge, skal du opfylde et såkaldt beskæftigelseskrav. Det opfylder du,

  • når du kan dokumentere, at du i de sidste 3 år, før du blev ledig, har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i sammenlagt mindst 52 uger eller 
  • når du har haft 1.924 timers lønarbejde – det svarer til et års arbejde på fuldtid.

Arbejdet skal ligge i en periode, hvor du har været medlem af en a-kasse. 

Du kan også i begrænset omfang opfylde kravet om beskæftigelse ved en kombination af lønmodtagerarbejde og selvstændig hovedbeskæftigelse. Læs mere om det i netpjecen Selvstændig virksomhed, som du finder på vores pjece-side

Arbejdets omfang
Arbejde som selvstændig kan kun tælle med til kravet om beskæftigelse, hvis arbejdet har været i "væsentligt omfang". Det betyder, at du skal kunne sidestille arbejdet med lønarbejde i mere end 30 timer om ugen. Når du er selvstændig, kan du dog aldrig regne mere end 37 timer pr. uge med til kravet om beskæftigelse.

For at vi kan vurdere omfanget af aktiviteter, skal du udfylde en "Erklæring om omfanget af arbejde i selvstændig virksomhed". Her skal du svare på en række spørgsmål om virksomhedens drift, bl.a. skal du oplyse om arbejdets omfang, og hvad dit arbejde har bestået i.

Til rådighed
Du kan kun få dagpenge, hvis du står til rådighed for arbejdsmarkedet. Læs om, hvad det vil sige at stå til rådighed. Du skal være opmærksom på, at selvom du har haft status som selvstændig, skal du søge arbejde som lønmodtager, når du er ledig. Ønsker du alene at etablere selvstændig virksomhed og arbejde som selvstændig, står du ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. 



› Til topSidst opdateret: 28. jul. 2010