Hvis dit barn er født den 27. marts 2002 eller senere, er du omfattet af
den nye fleksible barselsorlov. Reglerne gælder også for de børn, der er
født i perioden 1. januar til 26. marts 2002, hvis forældrene inden 1. juni
2002 valgte at være omfattet af den nye barselsorlov.
Hvis dit barn er født før 1. januar 2002, er du omfattet af
børnepasningsorloven.
52ugers
barselsorlov
Forlængelse af barselsorloven
Udskudt
orlov
Orlov på deltid
52ugers barselsorlov
Forældre har tilsammen 52 ugers barselsorlov med fulde dagpenge. Nogle af
ugerne er på forhånd fordelt: 4 uger til moderen før fødslen. 14 uger til
moderen efter fødslen. 2 uger til faderen umiddelbart efter fødslen.
De resterende 32 uger med barselsdagpenge kan deles frit mellem moderen og
faderen. I kan vælge at holde orloven samtidig eller i forlængelse af
hinanden. Faderen kan påbegynde de 32 ugers orlov sideløbende med eller i
stedet for, at moderen holder sine 14 ugers barselorlov.
Forlængelse af barselsorloven mod reduktion i den ugentlige
udbetaling
Du kan vælge at forlænge de 32 uger med 8 uger, så de bliver til 40 uger.
Du vil så få udbetalt et reduceret beløb i de 40 uger, så den samlede
udbetaling stadig svarer til 32 ugers fulde dagpenge. Mulighed gælder for
både ledige, beskæftigede og selvstændige.
Er du i beskæftigelse, eller er du selvstændig, har du mulighed for at
forlænge de 32 uger med op til 14 uger i alt. Du kan altså forlænge de 32
uger, så de bliver til 46 uger. Du vil få udbetalt et reduceret beløb i de
46 uger, så den samlede udbetaling stadig svarer til 32 ugers fulde
dagpenge.
Udskudt orlov
Som beskæftiget eller selvstændig har du ret til at udskyde mellem 8 og 13
uger af barselorloven til et senere tidspunkt. Den udskudte barselsorlov
skal dog være afholdt, før barnet fylder ni år. Du skal holde de udskudte
uger af orloven i én sammenhængende periode. Hvis du skifter job, har du
ret til at afholde den udskudte barselsorlov også i dit nye job.
Som beskæftiget eller selvstændig kan du også, ifølge aftale med din
arbejdsgiver, udskyde helt op til 32 uger af barselsorloven. De udskudte
uger kan holdes drypvis, indtil barnet fylder 9 år. Hvis du skifter job,
skal du dog indgå en ny aftale med din nye arbejdsgiver, for at kunne holde
de udskudte ugers barselsorlov.
Orlov på deltid
Er du beskæftiget, kan du aftale med din arbejdsgiver at vende tilbage til
dit arbejde på deltid, samtidig med at du afvikler den resterende
barselsorlov. Hvis du fx aftaler at arbejde 20 timer om ugen, vil du få
udbetalt barselsorlovs-ydelse for de resterende 17 timer om ugen. Hvis du
arbejder mere end 29,6 timer om ugen, vil du dog ikke få udbetalt
barselsdagpenge for de resterende timer.
Kommunen administrerer og betaler
Det er kommunen, der administrerer både bevilling af orloven og
udbetalingen af barselsdagpengene. Kontakt derfor din kommune, hvis du har
spørgsmål.