Vedtægter

- for IAKVedtægter

Herunder kan du læse IAK's vedtægter. Vedtægterne er senest revideret på IAK's repræsentantskabsmøde 7. juni 2011.

1: Formål og hjemsted
2: Anerkendelsen
3: Medlemsretten
4: Medlemmernes rettigheder
5: Medlemmernes pligter
6: Forskellige bestemmelser
7: IAK's adminstration  
8: Regnskab og revision
9: Vedtægternes ikrafttræden mv.

Afsnit 1: Formål og hjemsted
§ 1. Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse (IAK) har udelukkende til formål at sikre sine medlemmer økonomisk bistand i tilfælde af ledighed og at administrere andre ordninger, som efter lovgivningen er henlagt til a-kasserne.

Stk. 2. IAK har hjemsted i København.

Afsnit 2: Anerkendelsen
§ 2. IAK er anerkendt efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (i det følgende kaldet loven).

Stk. 2. IAK er en fagligt afgrænset a-kasse for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, jf. § 32, stk. 1, nr. 1, litra b, i loven.

Stk. 3. Til anerkendelsen hører de rettigheder, der fremgår af loven, herunder ret til forskud og refusion efter § 79 i loven.

Stk. 4. Til anerkendelsen er tillige knyttet de pligter, der nævnes i loven, herunder pligten til at være undergivet offentligt tilsyn.

Stk. 5. Tilsynet forestås af Pensionsstyrelsen, jf. §§ 88-90 i loven.

§ 3. Om bortfald af anerkendelsen henvises til reglerne i kapitel 7 i loven.

Stk. 2. Bortfalder IAKs anerkendelse, skal der træffes afgørelse om anvendelsen af IAKs formue. Afgørelsen er først gyldig, når den er godkendt af direktøren for Pensionsstyrelsen.

Afsnit 3: Medlemsretten
§ 4. En person har ret til at blive optaget som medlem, hvis lovens almindelige betingelser for optagelse er opfyldt, og pågældende kan henføres til IAKs faglige område, jf. stk. 2.

Stk. 2. IAKs faglige område omfatter 2 sektioner.

Sektion 1 omfatter de faggrupper, der er anført i bilag 1, og som kan optages i Ingeniørforeningen i Danmark.

Sektion 2 omfatter de faggrupper, der er anført i bilag 2, og som kan optages i Maskinmestrenes Forening eller Dansk Formands Forening.

Selvstændige erhvervsdrivende, skal have tilknytning til det faglige område for sektionerne, jf. stk. 3.

stk. 3. Med tilknytning, jf. stk. 2, forstås, at den selvstændige erhvervsdrivende har en uddannelse, der giver ret til optagelse i IAK, eller at det personlige arbejde i virksomheden ville berettige til optagelse i IAK, hvis der havde været tale om lønarbejde.

Stk. 4. Ændring af det faglige område, der medfører en ændring af vedtægtens § 2, stk. 2, skal godkendes af IAKs øverste myndighed. Andre ændringer af det faglige område, jf. stk. 2, kan besluttes af hovedbestyrelsen. En ændring er først gyldig, når den er godkendt af direktøren for Arbejdsskadestyrelsen.

Stk. 5. Lønmodtagere kan optages som fuldtids- eller deltidsforsikrede.

Stk. 6. Personer, der udøver selvstændig virksomhed i væsentligt omfang eller som hovedbeskæftigelse, kan ikke optages som deltidsforsikrede.

§ 5. Optagelse er ikke gyldig, før IAK har godkendt, at lovens betingelser for optagelse er opfyldt.

Stk. 2. Ved optagelsen i IAK, skal medlemmet gøres bekendt med IAKs vedtægt enten ved udlevering af et eksemplar eller ved information om, at vedtægten er tilgængelig på IAKs hjemmeside. Et medlem skal på anmodning have udleveret en udskrift af vedtægten.

§ 6. Medlemskabet ophører ved udgangen af den måned, hvor medlemmet fylder 65 år.

§ 7. Udmeldelse kan kun finde sted ved skriftlig meddelelse til IAK med mindst 14 dages varsel til den 1. eller 15. i en måned. Medlemmet skal betale medlemsbidrag til datoen for udtrædelsen, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Fristerne i stk. 1 gælder ikke, når et medlem overgår til førtidspension, jf. lov om social pension. Udmeldelse kan dog tidligst ske med virkning fra den dato, hvor IAK har modtaget den skriftlige meddelelse.

Stk. 3. Fristerne i stk. 1 gælder ikke, når et medlem, der betaler efterlønsbidrag, henvises til fleksjob, jf. lov om fleksydelse. Udmeldelse kan dog tidligst ske med virkning fra den dato, hvor IAK har modtaget den skriftlige meddelelse eller fra den første i måneden efter henvisningen for et medlem, der inden da har udmeldt sig skriftligt. IAK skal vejlede om konsekvenserne af en udmeldelse.

Stk. 4. Ved overflytning til en anden a-kasse gælder fristerne i stk. 1 ikke, men medlemmet skal betale medlemsbidrag til IAK til datoen for overflytning.


Afsnit 4: Medlemmernes rettigheder
Ret til dagpenge m.v.
§ 8. IAK yder dagpenge m.v. efter de gældende regler.

§ 9. Dagpenge m.v. udbetales til medlemmets konto i et pengeinstitut.

Stk. 2. IAK skal modtage dagpengekort m.v. umiddelbart efter hver udbetalingsperiodes udløb. Retten til forfaldne ydelser falder bort, hvis dagpengekortet m.v. ikke er indleveret senest 3 måneder efter periodens udløb. Dette gælder dog ikke, hvis medlemmet har haft fyldestgørende grund til ikke at have indleveret dagpengekortet m.v.

Stk. 3. Ved udbetalingen specificerer IAK ydelsens bruttobeløb, tilbageholdt A-skat og evt. ATP- og SP-bidrag, evt. fradrags art og størrelse, samt det udbetalte nettobeløb.

Andre rettigheder
§ 10. Ethvert medlem har ret til at lade sig vælge til IAKs ledelse og revision.

Stk. 2. Ethvert medlem har ret til at deltage i IAKs medlemsmøder samt til at afgive sin stemme ved valg af repræsentantskab og ved afholdelse af urafstemning, jf. dog § 15, stk. 2.

Stk. 3. For at medlemmerne kan varetage de rettigheder, der er nævnt i stk. 2, er det IAKs pligt at orientere alle medlemmer.

Stk. 4. Ethvert medlem har ret til at gøre sig bekendt med IAKs regnskab.

Afsnit 5: Medlemmernes pligter
Pligt til at betale medlemsbidrag
§ 11. Medlemmet har pligt til at betale medlemsbidrag, ATP- og evt. efterlønsbidrag efter de regler, der er fastsat i loven og af IAKs ledelse.

Stk. 2. Medlemmet skal betale medlemsbidrag, ATP- og evt. efterlønsbidrag kvartalsvis forud.

§ 12. Et medlem har pligt til, herunder ved henvendelse til IAK, at holde sig orienteret om de gældende regler vedrørende dagpengeret m.v. i loven og i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og de forskrifter, der er knyttet til disse love.

Stk. 2. Medlemmerne har pligt til at overholde god ro og orden i IAKs lokaler og ved møder, som IAK har indkaldt til. Desuden har de pligt til at overholde de ordensregler, der er fastsat af ledelsen, og til at rette sig efter IAKs påbud og anvisninger. Overtrædelse af disse bestemmelser kan medføre anvendelse af vedtægtens § 15, stk. 2.

§ 13. Et medlem har pligt til at meddele bopælsændring til IAK.

Stk. 2. Et medlem, der søger om eller modtager ydelser fra IAK, har pligt til at give IAK oplysning om ethvert forhold, der kan have betydning for bedømmelsen af retten til ydelserne.

Stk. 3. Et medlem, der modtager ydelser fra IAK, skal give IAK oplysninger om al indtægt og arbejde, lønnet som ulønnet.

Stk. 4. Overtrædelse af stk. 2 og 3 medfører anvendelse af vedtægtens § 15, stk. 1.

Afsnit 6: Forskellige bestemmelser
§ 14. Udbetaling af dagpenge m.v. sker centralt via IAKs hovedkontor. Kontoret fremskaffer også oplysninger til statistisk formål efter retningslinjer, der fastsættes af direktøren for Pensionsstyrelsen og direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsen.

§ 15. Forseelser over for IAK kan medføre tab af medlemsret eller ret til dagpenge m.v. efter gældende regler.

Stk. 2. Overtrædelse af ordensforskrifterne, jf. § 12, stk. 2, kan medføre henholdsvis bortvisning fra et møde og henvisning til særlig ekspedition efter ledelsens nærmere bestemmelse.


Afsnit 7: IAKs administration
§ 16. IAK er en centralt ledet a-kasse. Den ledes af et repræsentantskab og en hovedbestyrelse valgt af repræsentantskabet.

Stk. 2. Oprettelse og nedlæggelse af administrative kontorer uden for IAKs hjemstedsadresse kan bestemmes af hovedbestyrelsen.

Stk. 3. Ved oprettelse, nedlæggelse eller flytning af et administrativt kontor skal der sendes meddelelse til direktøren for Pensionsstyrelsen og det lokale arbejdsformidlingskontor.

Stk. 4. IAKs hovedbestyrelse eller repræsentantskab kan beslutte, at IAK deltager som anden aktør i den aktive beskæftigelsesindsats. Hvis IAK beslutter, at varetage opgaver som anden aktør, skal IAK ved regnskabs-aflæggelsen følge reglerne i styrelsens bekendtgørelse om tilsynet med de anerkendte arbejdsløshedskassers økonomi og regnskabsvæsen mv.

§ 17. IAKs administration ledes af en direktør ansat af hovedbestyrelsen.

IAKs administration kan delvis varetages af de faglige foreninger knyttet til IAKs faglige områder, jf. § 4 stk. 2, i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler om arbejdsløshedskassernes økonomi, regnskabsvæsen og øvrige administrative forhold.

Repræsentantskab, hovedbestyrelse m.v.
§ 18. IAKs øverste myndighed er et repræsentantskab valgt efter reglerne i stk. 2-8. IAKs formand, jf. § 20, er formand for repræsentantskabet.

Stk. 2. I sektion 1 vælges repræsentantskabet ved valg i et antal regioner, der fastsættes af repræsentantskabet, jf. IAKs valgregulativ. Der vælges en repræsentant for hver påbegyndt 1.500 medlemmer i den enkelte region. Der vælges mindst to repræsentanter i hver region. Der vælges suppleanter for repræsentantskabsmedlemmerne, jf. IAKs valgregulativ.
Regionernes geografiske opdeling fastsættes af repræsentantskabet. Mandatfordelingen beregnes på baggrund af IAKs samlede medlemstal opgjort ved udgangen af forudgående år.
Bestemmelserne omkring landets geografiske opdeling og valg efter listevalgsmetode gælder kun ved valg i sektion 1.

Fra sektion 2 deltager det hovedbestyrelsesmedlem, der er udpeget af sektion 2, ved repræsentantskabsmøderne. Endvidere deltager en repræsentant udpeget af Dansk Formands Forening. Begge foreninger i sektion 2, jf. § 4, stk. 2, skal være repræsenteret i repræsentantskabet.

Stk. 3. Repræsentantskabet vælges for 3 år ad gangen (1. gang i 2002).
Valg til repræsentantskabet gennemføres i første halvår i valgåret.
Hovedbestyrelsen sørger for, at medlemmerne inden udgangen af januar måned i valgåret orienteres om det forestående valg.

stk. 4. Valget i sektion 1 foregår efter listevalgsmetoden ved opstilling på lister i den enkelte region.
Anmeldelse af lister med kandidater og suppleanter, meddelelse af prioriteret eller sideordnet opstilling, valgforbund og oplysning om listens kontaktperson, sendes til valgudvalget på IAKs hovedkontor på blanketter udarbejdet af udvalget. Repræsentantskabet nedsætter valgudvalget.
Listernes navne må ikke være identiske med navne på officielle organer inden for IAK eller Ingeniørforeningen i Danmark.
Listernes navne godkendes af valgudvalget.
Der skal være mindst 15 medlemmer til at anmelde en liste til valget til repræsentantskabet. Dette sker ved, at anmelderne underskriver anmeldelsesblanketten. Den ene skal stå som kontaktperson for listen. Man kan kun være kandidat, anmelder og kontaktperson for én liste ved valget til repræsentantskabet.
Der kan indgås valgforbund mellem lister opstillet i en region. Et sådant valgforbund har kun betydning for den region, hvor der er indgået valgforbund.
Forslag til kandidater og suppleanter skal foreligge på IAKs hovedkontor senest på en dato meddelt af valgudvalget og senest den 2. maj. Den nøjagtige dato meddeles ved offentliggørelse i "Ingeniøren" og i Statstidende med mindst 14 dages varsel.
Valgforbund kan meddeles indtil 2 uger efter udløbet af fristen for indsendelse af forslag til kandidater og suppleanter.

stk. 5. De opstillede kandidaters og suppleanters navne samt kandidaternes og suppleanternes fordeling på regioner offentliggøres i "Ingeniøren" og i Statstidende samtidig med tidspunktet for udsendelsen af valgkort.

Stk. 6. Hvis der ved tidsfristens udløb ikke er opstillet det nødvendige antal kandidater og suppleanter i en region, kan valgudvalget forlænge fristen med indtil 3 uger for at indkalde kandidater i den pågældende region.

Stk. 7. Er der ved fristens udløb ikke opstillet flere kandidater og suppleanter i en region end regionens mandattal, er de opstillede valgt.
Der gennemføres kun valg i en region, hvis der opstilles flere lister og kandidater, end regionens mandattal berettiger til.

Stk. 8. Der udsendes valgkort til regionens medlemmer.
Valget skal være gennemført inden 2 måneder efter opstillingsfristens udløb og senest den 30. juni.
Valgbare er medlemmer af IAK, som bor i den pågældende region. Medlemmer bosiddende i udlandet, Færøerne og Grønland er valgbare i region København.

Stk. 9. Repræsentantskabet udarbejder de nærmere retningslinjer (valgregulativet) for valgets gennemførelse.

§ 19. IAKs daglige ledelse forestås af en hovedbestyrelse bestående af formanden og 6 øvrige medlemmer. 5 medlemmer er valgt i sektion 1 af repræsentantskabet for 3 år ad gangen, og et medlem er udpeget i sektion 2 for 3 år ad gangen (1. gang i 2002). Hovedbestyrelsesmedlemmet fra sektion 2 udpeges af Maskinmestrenes Forenings bestyrelse efter høring af Dansk Formands Forenings bestyrelse.

Stk. 2. Hvis 100 medlemmer af sektion 2 gør indsigelser mod udpegningen af sektion 2's hovedbestyrelsesmedlem, skal der afholdes valg i sektion 2. Valget sker i henhold til valgregulativ, udarbejdet af IAKs repræsentantskab. IAKs hovedbestyrelse sørger for at offentliggøre udpegningen af hovedbestyrelsesmedlemmet i Statstidende førstkommende fredag i marts måned i valgåret. Indsigelse mod udpegningen af sektion 2's hovedbestyrelsesmedlem skal ske til IAKs administration senest den 1. april i valgåret kl. 12.00.

Stk. 3. Genvalg i sektion 1 er tilladt én gang, jf. dog § 20, stk. 1. Hovedbestyrelsens medlemmer skal være medlemmer af IAK. Repræsentantskabet fastsætter lønninger og honorarer for bestyrelsens formand og øvrige bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 4. Hovedbestyrelsen udfører de funktioner, der er nævnt i denne vedtægt, og varetager i øvrigt IAKs ledelse under ansvar over for repræsentantskabet, alt i overensstemmelse med lovgivningen og de anvisninger, som er givet af direktøren for Pensionsstyrelsen og direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Stk. 5. Repræsentantskabet vælger suppleanter for hovedbestyrelsesmedlemmerne i sektion 1. For så vidt angår sektion 2 udpeges suppleanten af Maskinmestrenes Forenings bestyrelse, efter høring af Dansk Formands Forenings bestyrelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 6. Hovedbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og samles så ofte, formanden eller mindst to hovedbestyrelsesmedlemmer forlanger det.

Stk. 7. Der udarbejdes referat af hovedbestyrelsesmøderne. Referatet sendes til repræsentantskabsmedlemmerne via rep-net.

Stk. 8. Hovedbestyrelsen er ansvarlig for, at IAK har ansat tilstrækkeligt kvalificeret personale til at varetage de administrative funktioner.

§ 20. IAKs formand vælges af repræsentantskabet for en periode på 3 år.
Genvalg som formand er tilladt én gang, selv om dette forlænger perioden, jf. § 19, stk. 3. Formanden vælges på repræsentantskabets møde i valgåret. Formanden skal være medlem af IAK.

Stk. 2. Går formanden af i valgperioden, vælges en ny formand på førstkommende møde i repræsentantskabet.

Stk. 3 .Hovedbestyrelsen konstituerer sig med en næstformand og en kasserer og fordeler i øvrigt opgaverne mellem sig.
Næstformanden træder i formandens sted ved dennes forfald.

§ 21. Repræsentantskabet samles til ordinært møde mindst én gang årligt. Repræsentantskabets møder gennemføres i overensstemmelse med forretningsordenen.

Stk. 2. Dagsorden for repræsentantskabets ordinære møder skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent.
2. Beretning.
3. Godkendelse af revideret årsregnskab. Orientering om budget og kontingent for kommende regnskabsår.
4. Indkomne forslag.
5. Valg (hvert 3. år, 1. gang i 2002)
a. formand
b. 5 hovedbestyrelsesmedlemmer (det 6. hovedbestyrelsesmedlem er udpeget i sektion 2), jf. § 19, stk. 1 og 2.
c. suppleanter for de 5 hovedbestyrelsesmedlemmer fra sektion 1 (den 6. suppleant er udpeget i sektion 2), jf. § 19, stk. 5.
6. Valg af revisor.
7. Eventuelt.

Stk. 3. Dagsorden for eventuelle ekstraordinære møder skal mindst indeholde:

1. Valg af dirigent.
2. Forslag, der ønskes behandlet.
3. Eventuelt.

 

Stk. 4. På ordinære repræsentantskabsmøder vælges revisorer til at revidere IAKs regnskab. Valgene finder sted som følger:
Hvert 3. år (1. gang i 2002) vælges en parlamentarisk revisor og en suppleant. Hvert år vælges en revisor, der er autoriseret i henhold til lovgivningen.

Stk. 5. Repræsentantskabets ordinære møder indkaldes med mindst 3 ugers varsel.

Stk. 6. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde afholdes efter beslutning af hovedbestyrelsen eller af formanden. 7 medlemmer af repræsentantskabet kan med angivelse af dagsorden kræve repræsentantskabet indkaldt. Et sådant møde skal afholdes senest 1 måned efter modtaget anmodning.

Stk. 7. Repræsentantskabet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af repræsentantskabet er til stede.

Stk. 8. Beslutning i repræsentantskabet træffes ved almindelig stemmeflerhed. Beslutning om ændring i vedtægten skal vedtages af repræsentantskabet med kvalificeret flertal, hvor forholdet mellem ja- og nej-stemmer skal være mindst 2:1.
Beslutning om opløsning af IAK eller om frasigelse af anerkendelsen kan kun gennemføres, hvis det er vedtaget af repræsentantskabet med mindst 3/4 af de afgivne stemmer og efterfølgende vedtaget med 3/4 af de afgivne stemmer ved en afstemning blandt alle IAKs medlemmer.

§ 22. Repræsentantskabet kan lade foretage urafstemning blandt alle IAKs medlemmer om andre spørgsmål.

§ 23. IAK tegnes af formanden og et hovedbestyrelsesmedlem i forening, eller af en eller flere personer bemyndiget af hovedbestyrelsen.


Afsnit 8: Regnskab og revision
§ 24. IAK's regnskabsvæsen skal tilrettelægges efter de regler, der er fastsat af direktøren for Pensionsstyrelsen. IAK skal opfylde de til enhver tid gældende krav til regnskabsaflæggelse og løbende indberetninger.

Stk. 2. Regnskabsføringen skal give en klar og overskuelig redegørelse for IAKs virksomhed, så regnskabsføringen kan danne grundlag for udarbejdelse af IAKs årsregnskab.

Stk. 3. Efter hvert regnskabsårs slutning udarbejder IAK et årsregnskab efter de regler og retningslinjer, der er fastsat af direktøren for Pensionsstyrelsen. Årsregnskabet skal godkendes og underskrives af hovedbestyrelsen. Det skal også underskrives af de revisorer, der er valgt af IAKs øverste myndighed.

Stk. 4. For at IAK kan opnå refusion fra staten, skal det reviderede og underskrevne årsregnskab indsendes til direktøren for Pensionsstyrelsen inden for den frist, som er fastsat i loven.

§ 25. IAKs indtægter og formue må kun anvendes til at opfylde IAKs formål, jf. § 1, og må hverken som lån, sikkerhedsstillelse eller gave gives til andre.

Stk. 2. IAKs midler skal holdes adskilt fra andre foreningers midler og skal anbringes og forvaltes på økonomisk forsvarlig måde.

Stk. 3. Oversigt over IAKs tegningsberettigede skal sendes til Arbejdsdirektoratet.

Stk. 4. Hovedbestyrelsen står inde for rigtigheden og ægtheden af de transaktioner, der danner grundlag for rekvisition af statslige midler efter nærmere regler fastsat af Pensionsstyrelsen, Arbejdsmarkedsstyrelsen, Undervisningsministeriet og Ministeriet for familie- og forbrugeranliggender.

Stk. 5. Vedtages opløsning af IAK, anvendes midlerne til at oprette et legat med det formål at yde økonomisk bistand til arbejdsledige ingeniører, jf. dog § 3, stk. 2.

§ 26. De revisorer, der er valgt af IAKs øverste myndighed, reviderer årsregnskabet i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om revision af de anerkendte arbejdsløshedskasser.

Stk. 2. Mindst én af IAKs revisorer skal være statsautoriseret. Den valgte statsautoriserede revisor er ansvarlig for den samlede revision.

Stk. 3. Hovedbestyrelsen, de valgte revisorer og direktøren for Pensionsstyrelsen har til enhver tid ret til at undersøge regnskabsføringen.

Afsnit 9: Vedtægtens ikrafttræden m.v.
§ 27. Denne vedtægt, der er revideret på IAKs repræsentantskabsmøde den 7. juni 2011 og godkendt af direktøren for Arbejdsskadestyrelsen, træder i kraft den 7. juni 2011.

Stk. 2. Samtidig ophæves vedtægten af den 3. juni 2010.

Stk. 3. IAK sørger for ved bekendtgørelse i fagblade, på IAKs hjemmeside eller på anden måde, at hvert medlem kan gøre sig bekendt med vedtægten, jf. § 5, stk. 2.

Stk. 4. Vedtægten skal være i overensstemmelse med den standardvedtægt for anerkendte a-kasser, der er godkendt af beskæftigelsesministeren. Vedtægten skal godkendes af direktøren for Arbejdsskadestyrelsen.

Stk. 5. Enhver ændring af vedtægten, der vedtages af IAK, skal godkendes af direktøren for Arbejdsskadestyrelsen.

Stk. 6. Ændringer i standardvedtægten har umiddelbar virkning for IAKs vedtægtsbestemmelser. IAKs hovedbestyrelse er bemyndiget og forpligtet til snarest muligt at foretage de ændringer af vedtægten, der herefter er nødvendige for at bringe den i overensstemmelse med standardvedtægten. Ændringerne skal godkendes af direktøren for Arbejdsskadestyrelsen, jf. stk. 5.

Stk. 7. Enhver ændring af vedtægten skal i forbindelse med offentliggørelsen sendes til direktøren for Arbejdsskadestyrelsen.

BILAG 1

Afgrænsning af a-kassens faglige område, jf. vedtægtens § 4 stk. 2,

A-kassens faglige område omfatter de nedenfor under punkt 1 nævnte faggrupper, der kan optages i Ingeniørforeningen i Danmark.

1. FAGLIG BETEGNELSE: 
Ingeniørområdet

  • Akademiingeniør
  • Civilingeniør 
  • Diplomingeniør 
  • Eksportingeniør 
  • Levnedsmiddelingeniør 
  • Teknikumingeniør 

Datalogi- og datateknologiområdet

  • B.Sc. i datalogi, såfremt det supplerende fag har været formalvidenskab eller naturvidenskab
  • Cand.it og master i internet-teknologi og multimedieteknologi
  • Cand.it i softwareudvikling, tværfaglig informationsteknologi, elektronisk handel samt design, kommunikation og medier
  • Master i mobilinternetkommunikation
  • Cand.scient. i datateknologi
  • Cand.scient. i datalogi
  • Cand.scient. og B.sc. i avanceret dataanalyse
  • Cand.scient. og B.sc. i informatics

Levnedsmiddelområdet

Levnedsmiddelbachelorer/-kandidater/ingeniører og cand. scient.er i      

  • Agricultural Development 
  • Biologi-bioteknologi 
  • Fødevarevidenskab 
  • Gastronomi og sundhed 
  • Havebrugsvidenskab (tidligere Hortonomi) 
  • Human ernæring 
  • Husdyrvidenskab 
  • Jordbrugsøkonomi 
  • Klinisk ernæring 
  • Landskabsarkitektur 
  • Landskabsforvaltning 
  • Miljøkemi 
  • Miljø- og naturressourceøkonomi 
  • Parasitologi 
  • Procesanalytisk teknologi 
  • Skovbrug (Forstkandidat)

Øvrige områder

  • Arkitekt (cand.arch.)
  • Cand.scient. og bachelor i molekylær biomedicin
  • Bachelor i science medialogi
  • Cand. agro.
  • Cand.techn.soc.
  • Cand.scient. i matematik
  • Cand. scient. i geografi og miljøbiologi
  • Cand. scient i meteorologi
  • Civilbachelorer
  • Dyrlæger (cand.med. vet.)
  • Farmaceuter (cand.pharm.)
  • Kandidat og bachelor i sundhedsmatematik
  • Kandidat og bachelor i idræt og humanfysiologi
  • Kandidat og bachelor i Produkt- og designpsykologi
  • Kandidat og bachelor i statistik
  • Master i teknisk miljøledelse
  • Master i brandsikkerhed
  • M.Sc. Eng. Digital Design
  • Teknisk ph.d.
  • Teknisk ph.d. (fra DTU og AAU)
  • Andre bachelorer fra DTU

2. FAGLIGT INDHOLD
Optagelsesberettigede er endvidere personer med en til punkt 1 svarende uddannelse uanset dennes benævnelse, og personer, der udfører de til sådan uddannelse svarende arbejdsfunktioner, uanset personens uddannelsesmæssige baggrund.

BILAG 2

Afgrænsning af a-kassens faglige område, jf. vedtægtens § 4 stk. 2.

A-kassens faglige område omfatter de nedenfor under punkt 1 og 2 nævnte faggrupper, der kan optages i Maskinmestrenes Forening eller Dansk Formands Forening.

1.

  • Maskinmester
  • Teknisk manager off shore
  • Skibsofficer, herunder
    Dual skibsofficer,
    Single til dualpurpose

2 . Enhver privat eller offentlig ansat, der på vegne af arbejdsgiveren er pålagt at instruere og føre tilsyn med andre ansattes arbejdsopgaver eller disses udførelse.

 



› Til topSidst opdateret: 15. jun. 2011

Nye efterlønsregler

Se video med special-konsulent Samira Ottosen og find ud af, hvad de nye efterlønsregler kommer til at betyde for dig.

Nye efterlønsregler