Her kan du læse om IAK’s personalepolitik.
IAK's personalepolitik skal medvirke til, at tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere på alle niveauer og skabe grundlag for effektiv og kvalificeret løsning af arbejdsopgaver. Alle medarbejdere i IAK skal have employalility, dvs. de skal hele tiden have kompetencer, der gør dem i stand til at få et andet arbejde.
IAK tilstræber et åbent og trygt samarbejdsklima på alle niveauer og en mangfoldig sammensætning af medarbejdere, der også afspejler vores medlemmers sammensætning.
IAK’s personalepolitik
IAK’s personalepolitik indeholder følgende elementer:
- Personaleudvikling
- Rekrutteringspolitik
- Ledelsespolitik
- Politik vedr. nedsat arbejdstid, orlov og tilbud om fleksjob
- Seniorpolitik
- Fratrædelsespolitik
- Teknologipolitik
- Sikkerhedspolitik (tager sig af forhold omkring det fysiske og psykiske arbejdsmiljø i IAK)
- Stresspolitik
- Mobningspolitik
- Rygepolitik
Her er udvalgte dele af IAK's personalepolitik uddybet:
Personaleudvikling
IAK opfordrer til og giver mulighed for en løbende kompetenceudvikling, så den enkelte hele tiden kan opfylde de arbejdsmæssige krav, der stilles lige nu og i fremtiden. IAK ønsker med en løbende faglig og personlig udvikling for medarbejderne at øge engagement, kunnen og den enkeltes markedsværdi.
IAK ønsker gennem personaleudvikling at skabe en attraktiv arbejdsplads og et godt arbejdsmiljø, der kan tiltrække og fastholde medarbejdere.
Seniorpolitik
IAK ønsker at fastholde gode medarbejdere og betragter det som en fordel, at der både er yngre og ældre medarbejdere.
Målet for seniorpolitikken er derfor at fastholde ældre medarbejdere som en vigtig ressource, hvis menneskelige og faglige viden samt brede erfaringsgrundlag kan komme IAK og medlemmerne til gode.
IAK tilbyder derfor alle medarbejdere, når de fylder 55 år, en samtale om den fortsatte karriere, med mulighed for individuel aftale ud fra den enkeltes ønske og i overensstemmelse med IAK's behov.
Teknologipolitik
IAK ønsker offensivt at indføre anvendelse og udvikling af ny teknologi, som kan forbedre servicen og kvaliteten over for medlemmerne, forbedre arbejdsmiljøet og arbejdstilfredsheden.
Ved indførelse af ny teknologi samt ændringer i allerede eksisterende systemer skal der lægges vægt på at tilgodese medarbejdernes behov for tryghed i ansættelsen.
Mulighed for fleksjob
IAK ønsker at fastholde gode medarbejdere med en faglig viden og bredt erfaringsgrundlag, hvorfor IAK ønsker at give mulighed for overgang til fleksjob i tilfælde af, at medarbejdere får nedsat deres erhvervsevne.
Fleksjob er et tilbud til medarbejdere, der får en nedsat arbejdsevne, men ikke modtager social pension, og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet.
Stresspolitik
Arbejdsbetinget stress er et alvorligt problem, som skal håndteres og forebygges på arbejdspladsen. For IAK er formålet med stresspolitikken:
A) At forebygge og reducere arbejdsbetinget stress
B) Tage stilling til, synliggøre og fastsætte retningslinier for handlinger ved stress
C) Skabe dialog, større arbejdsglæde og bedre resultater
Mobningspolitik
Mobning på arbejdspladsen har høje omkostninger for de udsatte og virksomheden. IAK har med sin personalepolitik meldt ud, at mobning ikke kan accepteres. Mobning påvirker ikke alene de udsatte, men medfører ofte en generel dårlig trivsel blandt medarbejderne på arbejdspladsen. For IAK kan mobning ydermere føre til øget fravær, større personaleomsætning og nedsat effektivitet. Alle ansatte i IAK forventes således at medvirke til at fremme et mobbefrit arbejdsmiljø, og i IAK's fastlagte værdier finder man retningslinjer for acceptabel adfærd. I værdien om at være nærværende har vi f.eks. sammen opstillet, at vi skal respektere forskelligheder og heri ligger, at der skal være plads til os alle.