Nyhedsbrev for jobsøgende

- Marts 2010

Et mindre fald i ledigheden

I Politiken onsdag 17. marts kunne man læse, at antallet af fuldtidsledige er faldet med ca. 5 procent fra januar til februar. Tilsvarende er ledigheden blandt IAK’s medlemmer faldet, så der nu er 2.968 dagpengemodtagere og ledige i aktivering (bruttoledighed). I januar var bruttoledigheden 4,4 procent, mens den i februar er 4,2 procent. Nettoledigheden (dagpengemodtagere) var i januar 4,3 procent og i februar 4,0 procent.

Dimittendledigheden
Bruttoledigheden blandt dimittenderne er steget en smule fra 27,2 procent til 27,9 procent, men denne stigning er ventet, da mange gør deres uddannelse færdig i januar og februar, og det tager noget tid for dem at finde et job.

Ændring af opgørelsesmetode
Fra og med februar måned har IAK ændret sin opgørelsesmetode, så det nu er både dagpengemodtagere og ledige i aktivering, der indgår i ledighedstallet. Herved følger opgørelsen Danmarks Statistiks nye praksis på området. Den nye opgørelsesmetode får navnet ”bruttoledighed”, mens den gamle opgørelsesmetode, hvor det kun var dagpengemodtagere, der indgik i ledighedstallet, får navnet ”nettoledighed”.


Hvorfor vælge en B-kasse, når du kan få en A-kasse?

Hvad har en ingeniør, en sygeplejerske og en pædagog til fælles? Udover at de er ret uundværlige for samfundet i al almindelighed, så hører de sammen med en række andre relaterede faggrupper til på ”A-holdet”. Det er nemlig betegnelsen for kampagnesamarbejdet mellem a-kasserne IAK, DSA og BUPL-A, der har kørt i marts måned. 

”Vi ved fra vores medlemmer, at vi i de faglige a-kasser har en bedre evne til at sætte os ind i medlemmernes baggrund og muligheder, ligesom vi er langt bedre inde i det aktuelle arbejdsmarked. Det betyder, at vi ofte kan se nye muligheder og finde alternative veje ind på markedet for de af vores medlemmer, som står uden arbejde,” siger Jørn Guldberg, formand i IAK.

Og så er det ikke engang dyrere
En af de myter, A-holdet ønsker at aflive, er, at det skulle være dyrere at være medlem af en faglig a-kasse. Tværtimod er det i de fleste tilfælde langt billigere. IAK er f.eks. Danmarks billigste a-kasse for akademikere. 

Kampagnen for A-holdet har kørt i marts måned og har været synlig i både aviser, på plakater og på internettet. Omdrejningspunktet er et online-magasin - med bl.a. cases og en konkurrence - som du kan hente på www.aholdet.dk. Du kan stadig blive fan af A-holdet på Facebook og deltage i konkurrencen om at vinde en iPhone. 


Regeljungle svækker vores hjælp til arbejdsløse

Børsen bragte 12. marts 2010 et debatindlæg, der blandt andre havde IAK’s formand som afsender. Budskabet var, at for mange regler kontrollerer de ledige og resulterer i unødig administration og bureaukrati.

Debatindlæg bragt i Børsen 12. marts 2010. Af Jørn Guldberg, formand i IAK, Grete Christensen, formand i DSA og Lis Pedersen, formand i BUPL-A.

I takt med at arbejdsløshedskøen vokser, viser de faglige a-kasser deres styrke gennem deres store viden om arbejdsmarkedet ved at være blandt de bedste til at få de ledige i beskæftigelse. Men en oprydning i regeljunglen vil gøre det endnu lettere for a-kasser og ledige i fællesskab at finde ud af, hvordan den enkelte finder vej til en varig plads på arbejdsmarkedet.

Er man uddannet pædagog, sygeplejerske eller ingeniør, er man i besiddelse af kompetencer, som kommer det danske arbejdsmarked til gavn. I DSA, IAK og BUPL-A har vi en faglig ekspertise. Vi holder øje med vores medlemmers jobmarked og finder ud af, hvordan det enkelte medlems kompetencer kan bringes i anvendelse både nu og i fremtiden. Kaster man et blik ud over regeljunglen for ledige, kan man dog ofte komme i tvivl om, hvorvidt disse regler faktisk er skabt for at understøtte de lediges bestræbelser på at finde arbejde.

Regler bør som udgangspunkt være udformet på en måde, så de sætter rammerne og fungerer som en hjælp, men mange af reglerne virker mere som om, at de er udformet for at kontrollere de ledige, og de resulterer derfor i unødig administration og bureaukrati.

Spild af tid
Et eksempel på regelbureaukratiet er reglen om, at alle ledige – uanset hvad – skal til en CV-samtale med a-kassen inden for de første tre ugers ledighed. Samtalen skal sikre, at oplysningerne på den lediges CV er fyldestgørende, og at der udarbejdes en plan for deres jobsøgning.

CV-samtalerne er gode for rigtig mange medlemmer, men som reglerne er i dag, skal alle ledige til samtale – også selv om de i mellemtiden har fået arbejde og starter på det nye job ugen efter. Hvis de ikke kommer til samtalen, mister de en del af deres dagpenge. Men er det ikke spild af både deres og vores tid? Det virker helt absurd at gennemgå et CV, der allerede har skaffet dem et job.

Den tid vil vi meget hellere bruge på den del af vores medlemmer, der af den ene eller anden grund har vanskeligere ved at finde et arbejde. Her vil den ekstra tid kunne gøre en forskel, så perioden på dagpenge bliver kortere. I sidste ende vil det spare samfundet for penge og give både kvalitet og økonomisk gevinst for medlemmerne.

Læs debatindlægget i sin fulde længde i Børsen

Læs også debatindlægget ’Der er viden til forskel’ i Information


Et job som gymnasielærer for udvalgte ingeniørgrupper

En ny undersøgelse viser, at landets gymnasier akut står og mangler fuldtidsansatte lærere i fysik og matematik. IAK har i samarbejde med Rektorforeningen og med bidrag fra Beskæftigelsesregionerne iværksat et projekt, der går ud på at omkvalificere ledige ingeniører, så de opfylder kravene til at undervise i gymnasierne.

I første omgang er det hensigten at iværksætte et pilotprojekt i Region Midtjylland i skoleåret 2010/2011. Det er planen, at ledige ingeniører indledningsvis skal gennemgå et opfriskningskursus i matematik i maj/juni. Herefter vil de med virkning fra 1. august 2010 kunne blive ansat på gymnasier i første omgang tidsbegrænset i et år med løntilskud fra kommunen. Kandidaterne skal undervise på halv tid på gymnasiet og sideløbende tage de nødvendige faglige suppleringskurser på universitetet.

Er det en mulighed for dig?
Det er udelukkende Rektorforeningen og de enkelte gymnasier, der afgører, hvilke ingeniørgrupper, der kan opfylde kravene til et job som gymnasielærer. Der er dog nogle specifikke krav, du skal opfylde. Det er blandt andet nødvendigt at:

  • Du kan blive ansat med løntilskud
  • Din uddannelsesbaggrund gør det muligt at omkvalicere dig til de faglige krav som Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling stiller til gymnasielærere
  • Du er motiveret til et job som gymnasielærer.

Hvis alt går som planlagt, vil der i april blive inviteret til informationsmøder for interesserede kandidater. Vi vil løbende informere på iak.dk, så hold øje, hvis et job som gymnasielærer kunne være noget for dig.

En civilingeniørs overvejelser
På IAK’s blog get2business blogger Niels Gottlieb om det at være ledig. Niels er uddannet civilingeniør og ved en masse om partikelteknologi, fluid mekanik og måleteknik, med andre ord viden som gymnasierne lige nu står og mangler. Hvilke overvejelser har han om et job som gymnasielærer?

”Af natur er ingeniører introverte og lærergerningen er det stik modsatte – så det er nødvendigt, at man får noget undervisning i jobbet som formidler. Jeg har selv været vant til at formidle viden i mit arbejde, og jeg er ikke i tvivl om, at ingeniører kan gøre en forskel på gymnasierne, netop fordi vi brænder så meget for vores fagområde”, forklarer Niels.

Hvilke overvejelser og forbehold kunne du have over for et job som gymnasielærer? Klik ind på IAK’s blog get2business og deltag i debatten.


Vidste du at…

1. Vidste du, at du som noget nyt kan benytte dig af IAK’s netværk ved at tilmelde dig IAK’s facebook-fanside og få besked om de jobopslag, som IAK modtager direkte fra virksomheder?

2. Vidste du, at der er forskel på, hvordan mænd og kvinder bruger deres netværk?

3. Vidste du, at Innocentive og Innocentive Exchange er hjemmesider, der udbyder forsknings- og udviklingsopgaver for ingeniører?


Nyeste job på jobgenvejen

Erfaren maskiningeniør til produktions- og produktudvikling - Vestas i Hammel.

Ingeniør til industriel produktmodning – Velux i Østbirk

Bioproces-ingeniør til dokumentation af bio/kemiske processer – Infarm A/S i Aalborg kommune.

Kemiingeniør eller cand. scient. til biobrændsler – Teknologisk Institut i Region Midtjylland

Find jobopslagene i Jobgenvejen på mitIAK.

Afmelding af IAK's nyhedsbrev
Ønsker du ikke at modtage IAK's nyhedsbrev kan du afmelde det her.

Ser dette nyhedsbrev mærkeligt ud?
Du kan skifte til vores tekstbaserede udgave af nyhedsbrevet ved at klikke her.


 

IAK • Kalvebod Brygge 31-33 • 1780 København V Tlf: 7033 5000 • Fax: 7333 5001 • www.iak.dk