A-kasserne lægger sag an mod Beskæftigelsesministeriet
A-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke, har den 30. maj 2007 anlagt sag mod Beskæftigelsesministeriet og Arbejdsdirektoratet på vegne af a-kasserne i forbindelse med den såkaldte feriepengesag.
Sagen handler om, hvorvidt en række efterlønsmodtagere har ret til at få efterbetalt efterløn, som i perioden januar 2004 til april 2006 er blevet modregnet i udbetalte feriepenge.
AK-Samvirkes sagsanlæg er begrundet i beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens (V) beslutning om, at a-kasserne selv skal dække det økonomiske tab, hvis Arbejdsdirektoratet i en række konkrete sager træffer afgørelse om, at a-kasserne skal efterbetale efterløn til medlemmerne. En beslutning, som efter a-kassernes opfattelse er i modstrid med de refusionsregler, som gælder mellem a-kasserne og staten.
Retssagerne drejer sig alene om medlemmer, som er på fleksibel efterløn, og som har fået modregnet feriepenge i perioden fra januar 2004 til april 2006. Feriepenge optjent i 2005 til brug for ferieåret 2006/2007 er således ikke omfattet.
Det er det andet sagsanlæg i feriepengesagen. Tidligere har Beskæftigelsesministeriet anlagt sag mod Arbejdsmarkedets Ankenævnet, fordi ministeriet ikke er enig i Ankenævnets afgørelser i en række konkrete sager, hvor medlemmerne ikke aktivt har bedt om information og vejledning.
Læs mere om sagsanlægget på AK-Samvirkes hjemmeside.
Rekordlav ledighed
Med blot 1.501 ledighedsberørte nåede ledigheden blandt IAK’s medlemmer ned på historisk lave 2,3 pct. i april. Det er et fald på 1,5 procentpoint siden samme måned sidste år – og mere end en halvering i forhold til april 2005.
I sommeren 2004 var mere end 6 pct. af medlemmerne berørt af ledighed.
Omregnet til fuldtidsledige er tallene endnu mere imponerende, for så er ledigheden helt nede på 1,8 pct. i IAK. Det dækker over 1,9 pct. fuldtidsledige blandt ingeniørerne og så lidt som 1,3 pct. for maskinmestrene.
Stadig forskelle i alder og køn
Selvom den faldende ledighed fordeler sig på alle medlemsgrupper, er der stadig forskelle mellem grupperne. Fx var der i april 3,1 pct. ledighedsberørte blandt IAK’s kvindelige medlemmer, altså knap et procentpoint højere end for alle medlemmer.
To aldersgrupper skiller sig også ud med en væsentlig højere ledighedsprocent, nemlig de 21-29-årige med 5,6 pct. og de 55-59-årige med 4,8 pct. Til sammenligning var kun 1,1 pct. af de 40-44-årige berørt af ledighed i april.
Se flere ledighedstal her.
Husk dine feriedagpenge
Sommerferien nærmer sig, og har du optjent ret til feriedagpenge i ferieåret maj 2007 – april 2008, skal du huske at søge om at få dem udbetalt hos IAK i god tid. Alle medlemmer, der har ret til feriedagpenge, har modtaget brev fra IAK tidligere på året.
Husk dog, at du først skal holde den ferie, du har optjent i forbindelse med arbejde, og du skal huske at skrive alle dine ferieperioder med løn på ansøgningsblanketten
Du kan søge om at få udbetalt feriedagpenge på IAKonline, og på iak.dk kan du læse mere om reglerne.
Kom videre med en klimamåling fra Komplement
Udover at løse opgaver for bl.a. IAK tilbyder konsulenthuset Komplement også en lang række forskellige kurser og konsulentydelser. Og som noget nyt gennemfører Komplement nu også klimamålinger for virksomheder.
Klimamålingerne bruges til at måle og analysere medarbejdernes opfattelse af virksomheden på forskellige områder, og resultaterne giver værdifuld viden om medarbejdernes motivation og tilfredshed. Den viden kan efterfølgende omsættes til målrettede forbedringstiltag.
”Målingen fører ikke i sig selv til højere tilfredshed”, forklarer Bo J. Stokholm fra Komplement. ”Men den giver et grundlag for at prioritere og iværksætte tiltag i virksomheden, der kan være med til at forbedre medarbejdernes trivsel og fremme virksomhedens konkurrenceevne”.
Klimamålingerne sammensættes efter konkrete behov og ønsker i virksomheden og kan fx sætte fokus på områder som kommunikation, ledelse, arbejdsmiljø eller trivsel og samarbejde.
Få mere at vide om klimamålinger ved at skrive til Komplement her eller ringe på tlf. 7033 5010.
Komplement tilbyder naturligvis også fortsat spændende kurser. I august er der fx mulighed for at deltage i kurserne Projektledelse og –styring og Den coachende projektleder.
Læs mere om kurserne hos Komplement.
Nye netværkstilbud godt i gang
Den 1. juni lancerede IAK to nye tilbud til ledige medlemmer, der ønsker at brug netværk i deres jobsøgning.
Det første nye tilbud, det virtuelle netværkssted, giver mulighed for at mødes på internettet i forskellige projekt- og videnrum. Her kan man udveksle erfaringer og informationer, give feedback på hinandens ansøgninger mv. Man tilmelder sig direkte på iak.dk.
Ny er også den særlige netværkspulje, hvor man kan søge økonomisk støtte til forskellige netværksaktiviteter. Det kan fx være til at oprette en egen hjemmeside for netværksgruppen eller til at mødes fysisk i netværksgrupper, tage på virksomhedsbesøg mv. Ansøgninger til netværkspuljen udfyldes direkte på IAK’s hjemmeside.
Læs mere om IAK’s forskellige netværkstilbud her.
Tillægsforsikring giver ekstra tryghed
Vilkårene på arbejdsmarkedet er rigtigt gode for IAK’s medlemmer for tiden. Alligevel er det altid en god idé at overveje, hvordan man er stillet i tilfælde af, at man i en periode skulle komme til at stå uden job.
For de fleste medlemmer er den maksimale dagpengesats på ca. 14.000 kr. om måneden langt fra nok til at dække de økonomiske tab i tilfælde af ledighed. Derfor giver IAK mulighed for at tegne en attraktiv tillægsforsikring, der giver ekstra sikkerhed i tilfælde af ledighed.
Forsikringen er meget fleksibel og kan sammensættes, så den passer dine betingelser bedst muligt. For eksempel kan du vælge forsikringsbeløb på ml. 2.000 og 32.000 kr. om måneden og vælge selvrisikoperioder på ml. 1 og 3 måneder.
Desuden findes forsikringen i to versioner, en til lønmodtagere og en til medlemmer med selvstændig virksomhed.
Du kan læse mere om forsikringen, anbefalet dækning, og hvordan du tilmelder dig her.
Årets repræsentantskabsmøde
Onsdag den 6. juni løber årets repræsentantskabsmøde af stabelen i IAK.
I år mødes repræsentantskabets 45 medlemmer i København. Udover at godkende årsregnskabet og bestyrelsens beretning for 2006, skal medlemmerne i år bl.a. også nedsætte et valgudvalg forud for næste års valg til repræsentantskabet.
God sommer
IAK’s nyhedsbrev holder sommerferie og er tilbage igen til september. I mellemtiden kan du selvfølgelig følge med i de seneste nyheder fra IAK på iak.dk.
Vi ønsker alle læsere en god og varm sommer.