Nu er vores nye selvbetjeningsportal mitIAK i luften. mitIAK er en personlig side, der er målrettet medlemmerne, hvad enten de er ledige, på efterløn eller i arbejde. Medlemmerne får direkte adgang til en hel masse af de oplysninger, der er relevante for dem. Fx hvor mange uger de har tilbage med dagpenge, eller hvor meget de har betalt i kontingent. ”Vi giver vores medlemmer en portal, der er målrettet og personlig, og som gør det så nemt som overhovedet muligt at være medlem af IAK”, fortæller Gitte Skydsbæk Hansen, som er projektleder på mitIAK.
Alt det, som man kunne på IAKonline, fx indtaste dagpengekort eller søge feriedagpenge, kan man selvfølgelig også på mitIAK.
Klik ind på mitIAK
Gå ind på den nye portal og se alle mulighederne for selvbetjening og de nye adgange til personlige oplysninger: Se mitIAK. Man logger på mitIAK med en pinkode fra IAK eller med Nemadgang. Har man allerede en pinkode fra IAK, kan man selvfølgelig stadig bruge den.
Vi fortsætter udviklingen
Vi vil i løbet af foråret udbygge mitIAK med flere funktionaliteter, fx personlig IAK-indbakke, mulighed for at følge med i end sag, upload af dokumenter og en personlig IAK-kalender.
Derudover vil portalen også blive udbygget med web- og podcast. Alt sammen tiltag, som giver flere digitale muligheder.
mitIAK er udviklet på baggrund af medlemmernes ønsker og behov. Vi har dels spurgt til ønskerne i en stor medlemsundersøgelse og dels haft en fokusgruppe, der har præciseret og uddybet dem. ”På den måde har vi sikret, at den nye portal imødekommer vores medlemmers ønsker og behov. Det gør også, at det giver god mening at kalde portalen mitIAK”, understreger Gitte Skydsbæk Hansen.
Ledigheden blandt medlemmerne af IAK fortsætter endnu med at falde. I december 2008 var 852 ledige i en kortere eller længere periode, og det er et fald på 83 i forhold til måneden før. Det svarer til, at ledigheden faldt fra 1,4 pct. i november til 1,2 pct. i december måned.
”Trods flere afskedigelsesrunder, der desværre også har ramt vores medlemmer, oplever vi endnu faldende ledighed. Dels går der jo nogle måneder, før opsigelserne træder i kraft, dels er der tegn på, at de afskedigede ingeniører og maskinmestre stadig er efterspurgte. Samtidig kan vi konstatere et svagt stigende medlemstal”, siger formanden for IAK, Jørn Guldberg.
Stigende antal nyledige
Blandt ingeniørerne var ledigheden 1,3 pct., mens den for maskinmestrene var 0,9 pct. Den lave ledighed dækker dog over en stigning i antallet af nyledige på ca. 70 pct. sammenlignet med december 2007. Tallene viser derfor, at selvom flere bliver ledige, bliver de lige så hurtigt absorberet af arbejdsmarkedet igen.
Ledigheden er lavest i Region Sjælland, Syddanmark og Midtjylland hvor den ligger på 1,0 – 1,1 pct., mens den i Region Hovedstaden er 1,5 pct. og i Region Nordjylland 1,7 pct.
Du kan se alle ledighedstal.
Flere af IAK’s ledere er tilknyttet som mentorer, der rådgiver og hjælper nystartede iværksættere, bl.a. med at udvikle realistiske forretningsmodeller og målsætninger. Fælles for alle virksomheder, der er tilknyttet Center for Socialøkonomi, er, at de arbejder for at fremme et socialt formål, og at der ofte er tale om nye ideer og koncepter, der ikke er set før.
Projekterne
IAK’s adm. direktør, Per Hansen, og it-chef Kenneth Messerschmidt har siden sidste år været mentorer for virksomhederne Baisikeli og Solhatten. Baisikeli sender brugte danske kvalitetscykler til Afrika, mens Solhatten er en helsekostbutik, der sælger økologiske og biodynamiske produkter.
Gode værdier
IAK er gået ind i mentorordningen, da formålet stemmer godt overens med IAK’s værdier om at tage ansvar og være med til at skabe gode stabile arbejdspladser - om det så er i Afrika eller Danmark. Vores ledere bruger derfor tid på at engagere sig i projekterne, men får også selv gode erfaringer fra samarbejdet. ”At være mentor giver helt nye udsigtspunkter, som er interessante at bringe med tilbage i dagligdagen på kontoret”, siger it-chef, Kenneth Messerschmidt.
Det er derfor spændende for IAK at deltage i mentorordningen, da det ud over det sociale formål, er udviklende og inspirerer til nye måder at se forretning på.
Er du interesseret, kan du læse mere om Center for Socialøkonomi.
2009 er FN’s internationale klimaår, og det er samtidig året, hvor Danmark er værter for FN’s omdiskuterede klimakonference. IAK vil derfor også sætte miljø og klima på dagsordenen i det nye år.
Det gør vi ved at støtte Future Climate - Enginering Solutions. Det er et projekt for ingeniørforeninger verden over, hvor formålet er at bidrage til klimadebatten med ingeniørfaglig viden og konkret vise, hvordan teknologibaserede løsninger er med til at reducere udledningen af drivhusgasser.
I slutningen af februar afholdes Karrieredagene 2009, hvor IAK vil have en stand i København, Århus, Odense og Aalborg. Messen er særligt rettet mod studerende, men kan også være relevant for dig, der søger nye udfordringer og er på udkig efter nyt job.
Du får her en enestående mulighed for at få et større kendskab til de virksomheder, som måske har dit drømmejob. Du kan komme i direkte kontakt og dialog med virksomhederne og måske møde din fremtidige arbejdsgiver. Du kan se dem an, blive klogere på, hvad de står for, og vise dem, hvem du er. Du kan her se dato og sted for afholdelse af Karrieredagene 2009.
Få et gratis CV-tjek
Du kan naturligvis også møde IAK på messen og høre om, hvordan vi sikrer dig økonomisk, hvis du skulle risikere at blive ledig, og hvordan vi kan hjælpe dig i job igen. Du kan få tjekket dit CV og din ansøgning helt gratis i IAK’s stand af vores jobkonsulent fra Komplement. Samtidig kan du høre meget mere om a-kassereglerne, fx hvordan du får feriedagpenge – også selvom du er i job.