Ledigheden i IAK lå i november 2009 på 3,9 pct. ledighedsberørte, hvilket ca. er på samme niveau som de to sidste måneder. I november 2008 var ledigheden 1,4 pct.
”Fra oktober til november plejer ledigheden at falde, men det gør den desværre ikke denne gang”, fortæller Michel Klos.
De 3,9 pct. svarer til 2.751 ledighedsberørte.
På landsplan var der for alle forsikrede og ikke-forsikrede i november 2009 4,4 pct. fuldtidsledige, hvilket svarer til ca. 122.000 personer.
Efter et år med massefyringer og høj ledighed blandt IAK’s medlemmer skyder vi det nye år i gang med positive toner fra branchen.
Den årlige konjunkturanalyse fra IDA og fagbladet Ingeniøren viser, at ingeniørvirksomhederne igen tror på fremgang i 2010.
En rundspørge blandt et repræsentativt udsnit af de ingeniørtunge danske virksomheder viser, at halvdelen tror på, at ’virksomhedens økonomiske situation er bedre om et år sammenlignet med i dag,’ skriver Ingeniøren. Kun 11 pct. af virksomhederne regner med, at 2010 bliver værre end sidste år.
Et år vi hurtigt skal glemme
De nye positive toner kommer efter et år, hvor krisen i høj grad satte sine spor. I IAK oplevede vi den højeste ledighed blandt medlemmerne siden marts 2006. I august måned 2009, hvor de mange nye dimittender havde svært ved at komme i job, nåede den samlede ledighed op på 4,1 procent.
”Vi ser normalt en stigning i ledigheden i august, primært på grund af dimittender. Men denne gang oplever vi en meget stor stigning i dimittendledigheden. 43,8 pct. mod 24,9 pct. sidste år”, sagde Michel Klos, chefkonsulent i IAK, dengang.
Den høje ledighed skyldtes primært de svære vilkår og røde budgetter i mange virksomheder. Kun 20 pct. af de adspurgte ingeniørvirksomheder kan således se tilbage på et år, der viste bedre takter end 2008, mens mere end halvdelen svarer, at de har klaret 2009 dårligere eller meget dårligere end 2008.
Svært at spå om ledigheden
De nye positive toner fra virksomhederne giver grund til optimisme, men det er svært at spå om ledighedsudviklingen for IAK’s medlemmer i 2010, understreger Michel Klos.
”Der er forskellige bud på, hvor lang tid lavkonjunkturen fortsætter. Men én ting er sikkert. Denne lavkonjunktur adskiller sig fra lavkonjunkturer i de seneste årtier ved, at den er opstået med bund i en teoretisk set ikke-eksisterende ledighed”, udtaler Michel.
”Med dette i baghovedet og med viden om, at de store årgange trækker sig tilbage i de kommende år, vil der hurtigt igen opstå mangel på arbejdskraft. Så for arbejdsgiverne gælder det her om at være på dupperne, så snart et opsving viser sig i horisonten. Det gælder om at få fat på den arbejdskraft, der er tilgængelig på markedet, så virksomheden eller organisationen kan følge med det kommende opsving”, forklarer Michel Klos.
Oticon er en virksomhed, der udvikler nyskabende løsninger til hørehæmmede - fra audiologi og chiparkitektur til avanceret signalbehandling og mekanisk design. Vi har talt med Kasper Agerbæk, der er ansat i Oticons HR-afdeling, for at få svar på:
Hvad der kendetegner arbejdskulturen hos Oticon?
Nøglen til succes i vores virksomhed er, at man dyrker og udnytter netværket på arbejdspladsen. Derudover er Oticon en arbejdsplads, hvor vi forventer, at vores medarbejdere er meget selvkørende og selvstændigt løser opgaver inden for de gældende rammer.
Hvordan vil I gerne have ansøgninger?
Selve ansøgningen skal helst ikke være mere end 1 side – gerne kort og præcist formuleret, med relevante informationer. Ansøgningen skal du helst sende elektronisk via vores jobsite www.job.oticon.dk, men vi modtager selvfølgelig også ansøgninger pr. post.
Hvordan foregår jeres rekrutteringsproces?
Vi har normalt ikke ansøgningsfrister på vores stillinger, og ansøgningerne behandler vi løbende. Den første samtale vil typisk være med en eventuel fremtidig personaleleder og en projektleder eller medarbejder, der kender til arbejdsområdet. Interviewet varer ca. 1½ time og har til formål, at vi kan møde dig som person og spørge ind til dine faglige kvalifikationer. Samtidig er mødet en mulighed for dig til at lære mere om Oticon og om stillingen specifikt. Det er vigtigt for os, at du får den information, der er nødvendig for, at du kan træffe det rigtige valg.
Anvender I evt. en type personlighedstest?
Vi anvender hverken intelligens- eller personlighedstests i vores ansættelsesproces. Derimod tror vi i høj grad på værdien af personlige og professionelt udførte samtaler. Vi tror på, at vi gennem netop samtaler bedst kan vurdere, om kandidat og job passer sammen.
Hvordan har I det med, at man som ansøger ringer og stiller et par relevante ”afklarende/uddybende” spørgsmål?
Du er altid meget velkommen til at ringe og stille uddybende spørgsmål. Det er en god idé at vide, hvad man gerne vil spørge ind til. Du hjælper ikke dig selv ved at ringe op uden rigtigt at vide, hvad du vil spørge om, derimod er der ofte vundet meget ved at få lidt uddybende informationer om jobbet.
Ser I gerne, at ansøger har jakke og slips på til jobsamtalen?
Vi har ingen Software-udviklere, der til daglig møder op på arbejde i jakkesæt og slips – følgelig forventer vi heller ikke dette til en samtale. Klæderne afspejler ofte personens personlighed, derfor er det op til den enkelte ansøger, hvad han/hun finder passende. Vi foretrækker ikke noget bestemt.
IAK holder administrationsbidraget i ro i 2010 efter at have sat det ned de sidste to år i træk. Det vil derfor fortsat være på 73 kroner pr. måned i det nye år. Det samlede kontingent for fuldtidsforsikrede bliver 379 kroner pr. måned, og IAK er derfor fortsat Danmarks billigste a-kasse for akademikere.
Hvad består kontingentet af?
Generelt består kontingentet af et bidrag til staten, et administrationsgebyr til IAK og et ATP-tillæg. Statsbidraget og ATP bliver som regel reguleret én gang om året.
Se en detaljeret liste over, hvad dit kontingent består af