Selvom der stadig bliver talt om finanskrise og et hårdt ramt arbejdsmarked, faldt ledigheden blandt IAK’s medlemmer med 0,3 procentpoint fra november til december 2009.
Ledigheden var også faldende i samme periode fra 2004 til 2007, men forblev uændret i de sidste måneder af 2008. IAK ser derfor med glæde på de nye positive ledighedstal.
”Det er glædeligt, at ledigheden trods den megen omtale af finanskrise alligevel falder. Der er tale om et fald på lidt over 200 ledighedsberørte,” konstaterer chefkonsulent Michel Klos.
Stadig udfordringer
”Trods faldet er der dog stadig en del udfordringer i forhold til dem, der har været ledige i længere tid. Et udtræk fra uge 3 viser, at der er mere end 370 ledige, der har fået dagpenge i mere end 9 måneder,” fortsætter Michel Klos.
De mange medlemmer, der fortsat er ledige, bekymrer formanden for IAK, Jørn Guldberg:
”Vi smider guld på gaden, hvis de langtidsledige ingeniører ikke opkvalificeres,” siger han og opfordrer derfor Beskæftigelsesministeren til at sætte nye initiativer i gang, så ledighedstallet kan falde endnu mere.
Læs flere udtalelser fra formanden om ledighed.
Det er ikke nemt at være ung og nyuddannet, når man skal ud på det hårdt ramte arbejdsmarked og finde job for første gang. En ny undersøgelse fra Ingeniørforeningen viser, at jobmarkedet næsten er helt lukket for nyuddannede. Det skriver IDAvisen.
Den dårlige nyhed kommer på baggrund af en analyse af jobannoncemarkedet og ingeniørernes jobfrekvens. Antallet af stillingsopslag er halveret siden starten af 2009, og ingeniører, der allerede er i job, holder godt fast i dem. I 2007 og 2008 skiftede 15, 8 pct. af landets ingeniører job, mens det i 2009 kun var hver tiende ingeniør, der byttede det faste skrivebord ud med et andet. Det betyder, at der ikke opstår mange nye stillinger.
Det er spild
De ændrede forhold kan få konsekvenser for de mange unge studerende, der endnu ikke har et bredt forankret netværk, et stærkt CV eller god erfaring. Og det vækker bekymring i branchen:
”Vi risikerer at tabe en stor del af en årgang højtuddannede, som aldrig kommer i gang med det fag, de er uddannet til. Det er spild af gode veluddannede unge mennesker, og samfundsøkonomisk er det helt idiotisk,” siger Morten Thiesen, der er formand for Ingeniørforeningens Arbejdsmarkedsudvalg.
Samme toner lyder fra IAK’s formand, Jørn Guldberg, der er bekymret over, at de unge ikke kan følge opkvalificerende uddannelse, fordi de allerede efter 13 ugers arbejdsløshed skal i aktivering.
”Det er jo virkelig et hul i systemet, hvis vi mister folk, der har vist, at de kan gennemføre en uddannelse og derefter ikke kan få den opkvalificering, der kan holde dem i gang,” siger han til Ingeniøren.
Læs ’IAK: Årgang 2009 risikerer at ende som taxichauffører’
Høje ledighedstal for unge
Ledighedstallene i IAK bekræfter desværre undersøgelsens resultater – hver tredje dimittend gik sidste år direkte fra eksamensbordet til dagpengesystemet. I december 2009 var ledighedsprocenten blandt ingeniører i IAK på 3,7 pct. i gennemsnit. Det tal var betydeligt højere for de nyuddannede ingeniører mellem 21-29 år, hvor 9,3 procent stod uden job. For maskinmestrene var ledigheden 7,1 pct. for de unge, mod en generel ledighed på 2,7 pct. blandt maskinmestrene.
Se alle ledighedstal fordelt på alder
Kvinder er overvejende mindre tilbøjelige til at få job via netværk end mænd, ca. dobbelt så mange mænd som kvinder får deres job via netværk, viser en undersøgelse foretaget af IAK. Omvendt ser man tydelige tegn på, at kvinder kommer mere og mere på banen, fordi der i den seneste tid har været et boom i antallet af kvindenetværk.
Christian Waldstrøm, Lektor, cand. merc. og ph.d. på Handelshøjskolen i Århus, forsker i personer og virksomheders brug af netværk, og ifølge ham netværker mænd og kvinder forskelligt. Mon det kan have en betydning for, at kvinder ikke netværker sig til et job i lige så høj grad som mænd?
Mænd går efter magten, kvinder går efter tryghed
I radioprogrammet Apropos på P1 fortæller Christian Waldstrøm, at der er en tendens til, at mange kvinder finder sammen i netværk, der ekskluderer mænd. Der er ingen tvivl om, at kvinder finder personlig sparring i et kvindeforum, og det kan give tryghed i en hverdag, hvor det måske er mændene, der sætter sig på dagsordenen. Der er dog ingen undersøgelser, der dokumenterer, at det har en effekt for den enkelte kvinde at sidde i netværk udelukkende bestående af kvinder.
”Udfordringen er netop, at kvinder sidder i disse netværk på andre kvinders vegne og ikke deres egne vegne,” forklarer Chrstian Waldstrøm.
Netværk med dem, der har magt
Christian Waldstrøms råd til kvinder er, at ligesom mændene skal de hjælpe sig selv først. For at sætte skub i karrieren skal kvinder netværke med dem, der har magt. Mænd netværker ikke kun med mænd, fordi de er mænd, men fordi det ofte er dem der har magt.
”Det netværk, der kan gøre en forskel, er et forskelligartet netværk – det giver en bedre dynamik, hvis man indgår i blandede netværk,” fastslår Christian Waldstrøm.
Hvad mener du? Hvordan netværker du, og hvordan oplever du, at forskellen er mellem, hvordan mænd og kvinder netværker? Klik ind på IAK’s blog get2business og vær med i diskussionen.
Brugervenlighedstest og adskillige feedbacks fra medlemmerne har vist, at der er en række funktioner på mitIAK, vi kan forbedre. Det har vi gjort noget ved, og fra 1. februar har du kunnet møde et bedre og mere brugervenligt mitIAK.
Vi har lavet en bedre dokumentmappe, så det bliver nemmere for dig at bruge funktionen. Du vil blive guidet igennem 3 punkter for at uploade dokumenter. Som noget nyt vil du også kunne uploade flere dokumenter på en gang til dokumentmappen.
Når du har uploadet et dokument, vil en dialogboks spørge dig, om du vil vedhæfte dokumentet i en besked til IAK. Svarer du ja, går du direkte til indbakken og en ny besked, hvor dokumentet automatisk er blevet vedhæftet.
Flere forbedringer
Hvis du har glemt din pinkode eller skal bestille en ny, er der også hjælp at hente. Vi har lavet en mere brugervenlig log-ind-boks, så du ikke er i tvivl om, hvordan du får en ny pinkode.
Forsiden på mitIAK er desuden blevet gjort mere enkel, så den er nemmere for dig at overskue. Det samme gælder menuen i venstre side, som fra 1. februar er opbygget mere logisk, end den var før.