Antallet af nyledige falder markant


Ledigheden blandt IAK’s medlemmer faldt 0,2 procentpoint fra marts til april og lå således på 4,3 procent i april måned. Samtidig er antallet af nyledige faldet markant. I marts måned meldte mere end 500 medlemmer sig nyledige, mens det i april kun var ca. 300.

”De sidste par år har vi også set et fald i antal nyledige mellem marts og april, men det har ligget på ca. 20 personer og har altså slet ikke været så højt som i år”, udtaler Jørn Guldberg, formand for IAK.






Tendens på arbejdsmarkedet
Det er for tidligt at begynde at tale om en vending på arbejdsmarkedet, men det store fald i antal nyledige tyder på en opbremsning i virksomhedernes afskedigelsesrunder.

”Når ledigheden samtidig er faldende, er det svært ikke at være lidt positiv på medlemmernes vegne og håbe på, at det betyder, at der igen er ved at være højere efterspørgsel på IAK’s medlemsgrupper. Vi skal dog huske, at dimittendledigheden stadig er høj, men også her har vi set et fald fra marts til april”, udtaler Jørn Guldberg.

Dimittender og seniorer
Ledigheden for dimittender var i april 31,5 procent mod 34,6 procent i marts. Også for seniorerne, hvor ledigheden ligger under den generelle, er der sket et lille fald fra 3,7 procent i marts til 3,6 procent i april.




› Til topSidst opdateret: 14. jun. 2010

Bliv medlem af IAK


MELD DIG IND