Døren er lukket for nyuddannede


Det er ikke nemt at være ung og nyuddannet, når man skal ud på det hårdt ramte arbejdsmarked og finde job for første gang. En ny undersøgelse fra Ingeniørforeningen viser, at jobmarkedet næsten er helt lukket for nyuddannede. Det skriver IDAvisen.

Den dårlige nyhed kommer på baggrund af en analyse af jobannoncemarkedet og ingeniørernes jobfrekvens. Antallet af stillingsopslag er halveret siden starten af 2009, og ingeniører, der allerede er i job, holder godt fast i dem. I 2007 og 2008 skiftede 15, 8 pct. af landets ingeniører job, mens det i 2009 kun var hver tiende ingeniør, der byttede det faste skrivebord ud med et andet. Det betyder, at der ikke opstår mange nye stillinger.

Det er spild
De ændrede forhold kan få konsekvenser for de mange unge studerende, der endnu ikke har et bredt forankret netværk, et stærkt CV eller god erfaring. Og det vækker bekymring i branchen:

”Vi risikerer at tabe en stor del af en årgang højtuddannede, som aldrig kommer i gang med det fag, de er uddannet til. Det er spild af gode veluddannede unge mennesker, og samfundsøkonomisk er det helt idiotisk,” siger Morten Thiesen, der er formand for Ingeniørforeningens Arbejdsmarkedsudvalg.

Samme toner lyder fra IAK’s formand, Jørn Guldberg, der er bekymret over, at de unge ikke kan følge opkvalificerende uddannelse, fordi de allerede efter 13 ugers arbejdsløshed skal i aktivering.

”Det er jo virkelig et hul i systemet, hvis vi mister folk, der har vist, at de kan gennemføre en uddannelse og derefter ikke kan få den opkvalificering, der kan holde dem i gang,” siger han til Ingeniøren.

Læs ’IAK: Årgang 2009 risikerer at ende som taxichauffører’

Høje ledighedstal for unge
Ledighedstallene i IAK bekræfter desværre undersøgelsens resultater – hver tredje dimittend gik sidste år direkte fra eksamensbordet til dagpengesystemet. I december 2009 var ledighedsprocenten blandt ingeniører i IAK på 3,7 pct. i gennemsnit. Det tal var betydeligt højere for de nyuddannede ingeniører mellem 21-29 år, hvor 9,3 procent stod uden job. For maskinmestrene var ledigheden 7,1 pct. for de unge, mod en generel ledighed på 2,7 pct. blandt maskinmestrene.

Se alle ledighedstal fordelt på alder




› Til topSidst opdateret: 4. feb. 2010