Vælg IAK som anden aktør


IAK er blevet godkendt som anden aktør på LVU-området for ledige på 30 år eller mere i en række jobcentre på Sjælland, bl.a. København og Frederiksberg. Det betyder, at du har mulighed for at vælge os som anden aktør, hvis du har en lang videregående uddannelse og er tilknyttet et af de jobcentre, hvor vi er godkendt.

Vi samarbejder med AAK og hedder JobFit LVU. Fordelen ved at vælge os er, at du får en anden aktør, der er specialiseret inden for dit arbejdsmarked, og som derfor kan give dig den mest kvalificerede hjælp og sparring.

Spørg dit lokale jobcenter
Det er altid jobcentret, der beslutter, hvilke andre aktører du kan vælge imellem, og vi anbefaler derfor, at du kontakter dit lokale jobcenter for information. Hvis du ikke har mulighed for at vælge JobFit LVU, kan du hente inspiration til dit valg på IAK’s blog, hvor andre ledige har ratet deres anden aktør.

Du kan også finde gode råd til, hvordan du vælger anden aktør på IAK’s hjemmeside, og du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os med spørgsmål.

IAK arbejder på projekter i andre regioner
For også at kunne give ekstraordinær hjælp til ledige, der bor steder, hvor vi ikke er godkendt som anden aktør, arbejder IAK for øjeblikket på en række projektansøgninger, der skal give os mulighed for at få finansieret forløb og aktiviteter, der kan hjælpe ledige medlemmer i job i de øvrige regioner.

LVU-området gælder ledige med lang videregående uddannelse. Her er det lovpligtigt for jobcentrene at udlægge de ledige til anden aktør efter 6 uger for ledige under 30 år og efter 12 uger for ledige på 30 år eller mere.

IAK fungerer også som anden aktør i Hurtigt i Gang-indsatsen under navnet JobFit, hvor vi samarbejder med AAK og FTF-a. Vi har før skrevet om JobFit på Hurtigt i Gang-området i nyhedsbrevet, det kan du læse her: JobFit – bliv fit for job.





› Til topSidst opdateret: 23. feb. 2010