Nye regler om supplerende dagpenge


Regeringen indgik i februar et forlig med Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance om at ændre reglerne for at modtage supplerende dagpenge. Aftalen betyder, at alle ledige – uanset ansættelsesform – fremover kun kan modtage supplerende dagpenge i 30 uger inden for 104 uger. Det vil sige, uanset om man i ansættelsesforholdet er omfattet af et opsigelsesvarsel eller ej. Altså både med og uden frigørelsesattest. De nye regler træder i kraft fra den 14. april 2008.

Alle er omfattet af de nye regler
Alle der starter i et job på nedsat tid, og begynder at få udbetalt supplerende fra den 14. april 2008 eller senere, bliver omfattet af de nye regler. Medlemmer der allerede havde arbejde på nedsat tid før 14. april 2008 bliver omfattet af overgangsbestemmelser.

Medlemmer, der før 14. april 2008 allerede havde fået godkendt ret til at modtage supplerende dagpenge i 52 uger, bevarer denne ret. Det vil sige de medlemmer, der er ansat i et ansættelsesforhold omfattet af reglerne om frigørelsesattest. Disse medlemmer kan fremover bruge resten af de 52 uger eller de ubrugte uger, med ret til supplerende dagpenge. Men nu inden for den nye referenceperiode på 104 uger – mod tidligere 70 uger.

Medlemmer ansat på nedsat tid før 14. april 2008, som ikke var omfattet af et opsigelsesvarsel, kunne tidligere modtage supplerende dagpenge uden tidsmæssig begrænsning. Det vil sige medlemmer, der ikke var omfattet af reglerne om frigørelsesattest. Disse medlemmer bliver omfattet af de nye regler pr. 14. april 2008, så retten til dagpenge herefter begrænses til 30 uger inden for 104 uger.

Alle øvrige betingelser for at modtage supplerende dagpenge er uændrede.

Lovforslaget er ikke endeligt vedtaget
I disse dage skriver IAK ud til alle medlemmer, der allerede modtager supplerende dagpenge og som derfor bliver omfattet af overgangsbestemmelserne, om de nye regler. Vi gør opmærksom på, at det endelige lovforslag ikke er vedtaget endnu. Derfor er denne udlægning af reglerne med forbehold. Men da reglerne, hvis de som ventet bliver vedtaget, vil have virkning fra 14. april 2008, er det vigtigt for os allerede at informere om ændringen nu.



› Til topSidst opdateret: 9. apr. 2008

Nye efterlønsregler

Se video med special-konsulent Samira Ottosen og find ud af, hvad de nye efterlønsregler kommer til at betyde for dig.

Nye efterlønsregler