Ledig

- som selvstændig


Her på siden kan du læse om, hvad du skal gøre, når du er blevet ledig og er ophørt med at drive selvstændig virksomhed.

Tilmeld dig som ledig
Du skal tilmelde dig som ledig senest den 1. ledighedsdag. Det kan du gøre via jobnet.dk eller ved personligt fremmøde på dit kommunale jobcenter.

Kort tid efter, du har meldt dig ledig, får du et informationsbrev fra din kontaktperson i IAK om, hvad du skal gøre.

Opret CV på jobnet.dk og jobgenvejen
For at få dagpenge skal du hurtigst muligt, efter du har meldt dig ledig, oprette dit CV på jobnet.dk. Husk også at aktivere CV'et.

Hvornår kan vi godkende dit CV på jobnet.dk?
Der er 3 minimumskrav, du skal opfylde:

  • Giv oplysninger, så arbejdsgivere kan få fat i dig
  • Søg geografisk bredt
  • Vær realistisk og søg, hvor der er gode jobmuligheder.

Kommer du i tvivl, kan du få hjælp og vejledning til at udfylde CV'et hos IAK eller hos dit jobcenter. 

Opret dit CV på jobgenvejen
Vi har vores egen CV-database Jobgenvejen på mitIAK. Du finder Jobgenvejen under "Jobaktiviteter" i menuen til højre på mitIAK. Det er en god idé, at du opretter dig som bruger her, da du på den måde kan lægge dit CV ind og oprette jobagenter, så du får direkte besked, når der er relevante job for dig.

Du skal bekræfte din jobsøgning hver uge på jobnet.dk
Hvis du glemmer at bekræfte din jobsøgning mindst hver 7. dag, risikerer du at blive afmeldt jobnet. Hvis det sker, kan du først få dagpenge igen, når du er gentilmeldt jobnet. Derfor er det en god idé, at du tilmelder dig jobcenterets sms-service, så du bliver mindet om at gå ind på jobnet.dk og bekræfte din jobsøgning.

Bekræftelsen af din jobsøgning skal ske på en særlig, ny hjemmeside, som hedder "Min side", og som du får adgang til via en personlig pinkode. Alle, der melder sig ledig, vil automatisk få koden tilsendt fra jobcenteret.

Søg om dagpenge hos IAK
For at du kan få dagpenge skal du udfylde nedenstående blanketter.

  • AR 256  - Erklæring til brug ved ledighed efter endeligt ophør som selvstændig . Du finder blanketten under menupunktet Udfyld blanket --> Ledig på mitIAK 
  • AR 255  - Beregning af dagpengesats (se vejledning længere nede på siden) -Du finder blanketten under menupunktet Udfyld blanket --> Selvstændig virk. på mitIAK 

  • Erklæring om omfanget af selvstændig virksomhed - Du finder blanketten under menupunktet Udfyld blanket --> Selvstændig virk. på mitIAK 

AR 255 - dokumentationskrav
I dette skema skal du angive dine indtægtsforhold i de regnskabsår, der skal danne baggrund for beregningen af din dagpengesats. Herunder kan du finde hjælp til, hvordan du udfylder skemaet.

  • Hvis du vælger mindstesatsen, skal du udfylde den øverste blok på side 1 på blanket AR 255 samt skema 1 øverst på side 2. 

  • Skal du have beregnet dagpenge på grundlag af overskud i en enkeltmandsvirksomhed eller I/S, skal den øverste blok på side 1 på beregningsskemaet og skema III på side 3 udfyldes og attesteres af din revisor. Er der tale om en enkeltmandsvirksomhed, kan du nøjes med at indsende kopi af dine årsopgørelser fra SKAT.

  • Skal du have beregnet din sats på grundlag af overskuddet i et ApS eller et A/S, skal den øverste blok på side 1 og skema IV på side 4 udfyldes og attesteres af din revisor.

  • Har din ægtefælle ikke været med i virksomheden, kan du i stedet for skema III på side 3 bruge virksomhedens overskud efter årsopgørelserne fra skattevæsenet. I så fald skal du ud over den øverste blok på side 1 udfylde skema II på side 2. 

  • Beløbet på årsopgørelsen må kun stamme fra din personlige indkomst fra hovedbeskæftigelsen. Altså uden eventuelle indtægter fra udlejning, forpagtning eller anparter eller eventuel bibeskæftigelse.

Du kan også hente de nødvendige blanketter på AK-Samvirkes blanketside.

Indtast dit dagpengekort på mitIAK
For at få udbetalt dagpenge skal du hver måned indtaste et dagpengekort på mitIAK. Du finder dagpengekortet under menupunktet Udfyld blanket --> Ledig på mitIAK 

Alternativt kan du også sende et dagpengekort.

Se satser og udbetalingsperioder .

Læs mere om hvordan IAK beregner dagpengesatsen.

Bliv klogere på hvilken sagpengesats du skal vælge efter en periode som selvstændig.



› Til topSidst opdateret: 27. jan. 2012

Nye efterlønsregler

Se video med special-konsulent Samira Ottosen og find ud af, hvad de nye efterlønsregler kommer til at betyde for dig.

Nye efterlønsregler