Den skriftlige ansøgning

- virksomhedens forventninger og dine tilbudIAK Assessment

Formål: To synspunkter
Formålet med din ansøgning - set fra virksomhedens synspunkt - er at skabe tryghed og interesse hos modtageren, så de hurtigt og klart kan få et indtryk af, på hvilket niveau du kan løse deres opgaver, og hvad du som person kan tilføre virksomheden.
Formålet - set fra dit eget synspunkt er, at du kommer til en samtale eller et møde, og at du tegner et billede, som holder, når de møder dig. Du skal altså overbevise dem om, at du har de tilstrækkelige kompetencer, og at du er motiveret. Med andre ord: Kan du finde ud af det, og gider du det overhovedet?

To dokumenter – hvert sit perspektiv
Forvent ikke, at modtageren har mere end 30 sekunder til at læse din ansøgning. Det vigtigste skal frem og stå først. Et godt layout er afgørende for, hvor hurtigt man får et overblik over, hvad du kan tilbyde virksomheden.

Ansøgningen skal ikke være udtømmende, men gøre læseren nysgerrig efter at lære dig nærmere at kende.

Ansøgningen og CV’et har hvert sit tidsmæssige perspektiv. Ansøgningen skrives fremadrettet, og du beskriver den mulige fremtid i virksomheden. Omvendt er CV’et bagudrettet, og det er her, du dokumenterer dine opgaver, kompetencer og de resultater, du har været med til at skabe.
 
Din arbejdsproces:

Ansøgningen - svar på en annonce

  • Forhold dig til det, de efterspørger. Annoncen afspejler de behov, de har 
  • Søg oplysninger om virksomheden på deres hjemmeside, hos netværk og i dagspressen
  • Vis din interesse. Ring til kontaktpersonen og stil konkrete spørgsmål til annoncen, f.eks. hvordan vægtningen er imellem de opgaver, der er nævnt
  • Beskriv, hvorfor du gerne vil ansættes i netop denne virksomhed 
  • Fortæl, hvad du kan tilføre virksomheden både fagligt og personligt.

Din ansøgning skal være målrettet hver enkelt stilling, du søger, og lidt populært skal du i ansøgningen fortælle, hvorfor du er løsningen på deres problem. Et tegn på, at din ansøgning ikke er helt optimal, er, at der er mange jeg’er, min’er og mit’er i din ansøgning. Så har du for meget fokus på dig selv, og hvad du får ud af en ansættelse og ikke på, hvad virksomheden kan bruge dig til. Og det er det sidste, som er interessant for virksomheden.

Se et eksempel på en ansøgning på en opslået stilling med kommentarer og et eksempel på en ansøgningsmodel.

Ansøgningen - uopfordret
Når du skal søge uopfordret i en virksomhed, har du jo ikke et stillingsopslag, du kan målrettet din ansøgning efter. Udfordringen er derfor at få gjort din uopfordrede ansøgning konkret og interessant nok til, at virksomheden også gider læse den. 

Lav derfor dit eget stillingsopslag til lige præcis den stilling, du vil søge uopfordret. Alle stillingsopslag består af en række opgaver, den nye medarbejder skal løse, og en beskrivelse af, hvilke kompetencer virksomheden mener, den nye medarbejder skal have for at løse arbejdsopgaverne. Ved at lave dit eget stillingsopslag, kan du nemmere målrette din uopfordrede ansøgning.

  • Søg oplysninger om virksomheden på deres hjemmeside og i dagspressen, og sæt dig ind i deres situation 
  •  Hvem skal have din ansøgning?
  • Sælgende overskrift 
  • Din motivation: Hvorfor er den pågældende virksomhed interessant for dig? 
  • Dit tilbud: Hvilke arbejdsopgaver kan du løse for dem? 
  • Beskriv dine faglige og personlige kompetencer som baggrund for dit tilbud 
  • Følg op! Bevar initiativet ved at skrive, at du selv vil vende tilbage for at aftale et evt. møde med virksomheden.

Eksempel på en uopfordret ansøgning med kommentarer.

Tjek din egen ansøgning
Inden du sender din ansøgning af sted, er det altid en god ide at læse den igennem med modtagerens øjne. Får du som læser lyst til at møde afsenderen, bliver du nysgerrig efter at høre mere, og er materialet overskueligt med hensyn til layout og disposition?
Det er også en god ide at få en anden til at læse den igennem og få hans/hendes feedback. Endelig er du altid velkommen til at sende den til Komplement for at få feedback. Det kan du gøre på karriere@komplement.dk

Følg op på afslag
Får du afslag på en ansøgning, kan du få nyttig viden og feedback ved at følge op på afslaget. Viden som du kan bruge fremadrettet i din jobsøgning. Du kan f.eks. spørge om:

• Hvilke kompetencer havde den, som fik stillingen?
• Hvordan ser jeres fremtidsplaner ud? Har I eventuelt behov for flere medarbejdere?


 



› Til topSidst opdateret: 2. feb. 2011

Nye efterlønsregler

Se video med special-konsulent Samira Ottosen og find ud af, hvad de nye efterlønsregler kommer til at betyde for dig.

Nye efterlønsregler