Her kan du læse om feriedagpenge. Du kan få feriedagpenge, når du er medlem af IAK, uanset om du er ledig eller i arbejde som lønmodtager. Du har ret til feriedagpenge, som du har optjent i kalenderåret før ferieåret. Ferieåret går fra 1. maj til 30. april i det følgende år.
Hvor mange dage har jeg ret til?
Betingelser for at få feriedagpenge
Situationer uden ret til feriedagpenge
Ansøgning om feriedagpenge
Hvad skal jeg være opmærksom på som ledig?
Hvornår kan jeg holde ferie?
Læs mere i netpjecen Feriedagpenge.
Hvor mange dage har jeg ret til?
Hvis du har modtaget ydelser svarende til maksimale dagpenge i hele kalenderåret, har du optjent ret til 25 dage med feriedagpenge. I øvrige tilfælde beregner IAK antallet af dage ud fra det samlede beløb, som du har modtaget fra din a-kasse og/eller kommune i kalenderåret.
Hvor mange feriedage har jeg ret til som nyuddannet?
Som dimittend kan du få feriedagpenge, når du holder ferie. Antallet af dage med ret til feriedagpenge i det første år som dimittend afhænger af datoen for din optagelse i IAK.
- Bliver du optaget mellem 1. maj og 31. juli, har du ret til 15 dage med feriedagpenge
- Bliver du optaget mellem 1. august og 31. december, har du ret til 10 dage med feriedagpenge
- Bliver du optaget mellem 1. januar og 30. april, har du ret til 5 dage med feriedagpenge.
I det følgende ferieår (1. maj - 30. april) har alle dimittender ret til 15 dage med feriedagpenge.
Selv om du får arbejde lige efter studiet, har du alligevel ret til feriedagpenge i op til 15 dage i både 1. og 2. ferieår.
Har du optjent ferie med feriegodtgørelse eller løn i kalenderåret før ferieåret, bliver antallet af dage med ret til feriedagpenge modregnet dine arbejdstimer. Det gør vi på følgende måde: Antallet af arbejdstimer x 0,018 afrundet til nærmeste hele antal dage.
Betingelser for at få feriedagpenge
- Du skal holde ferie
- Du skal først holde den ferie, som du har optjent i forbindelse med arbejde. Du skal huske at skrive alle dine ferieperioder med løn på ansøgningsblanketten
- Du vil have ret til dagpenge i tilfælde af ledighed
- Du er medlem af en a-kasse
- Du har bopæl i Danmark
- Du har ophold i Danmark op til feriens start, medmindre du har været midlertidigt udsendt af en dansk arbejdsgiver og vender hjem til Danmark i forbindelse med feriens start.
Situationer uden ret til feriedagpenge
- Hvis du er syg, når din ferie begynder
- Hvis du er på børnepasningsorlov, overgangsydelse eller overgår til efterløn
- Hvis du er på barsels- eller forældreorlov, mens du er ledig
- Hvis du driver selvstændig virksomhed på fuldtid eller som bibeskæftigelse uden ret til dagpenge
- Hvis du er på fleksydelse eller arbejder i et fleksjob efter udgangen af den måned, hvor du fylder 65 år (dog 67 år, hvis du er fyldt 60 år før den 1. juli 1999)
- Hvis du er på uddannelsesorlov, får VEU eller SVU. Der er dog visse undtagelser, fx under et uddannelsessteds ferielukning og under ferie i praktikperioder. Hør nærmere i IAK.
Ansøgning om feriedagpenge
Du kan søge om feriedagpengene på IAK’s selvbetjeningsportal mitIAK. Når du er logget på, finder du også en vejleding til at udfylde ansøgningen. Du skal huske at skrive alle dine ferieperioder på ansøgningen.
Vi skal have modtaget din ansøgning om feriedagpenge senest 31. maj efter ferieårets afslutning 30. april. Du kan ikke overføre feriedagpenge fra et ferieår til det næste. Dage med feriedagpenge, der ikke er holdt senest 30. april i ferieåret, bortfalder derfor.
Hvornår kan jeg holde ferie?
Er du i arbejde, er det ferielovens regler om placering og afholdelse af ferie, der gælder. Det betyder bl.a., at du skal aftale ferien med din arbejdsgiver.
Er du ledig, må du efter eget valg holde ferie med feriedagpenge. Ferien kan holdes samlet eller i flere perioder. På dit dagpengekort skal du ud for hver enkelt feriedag skrive "F".
Hvis du er ledig, skal du være varsom med at placere ferie på begge sider af helligdage. Dette gælder, uanset om der er tale om ferie med feriegodtgørelse eller feriedagpenge. Du har nemlig ikke ret til dagpenge for helligdagene mellem ferieperioderne. Derfor skal du også bruge dine feriedage på helligdagene. Du skal holde ferien senest 30. april. Man kan ikke overføre retten til feriedagpenge til næste ferieår.
Hvad skal jeg være opmærksom på som ledig?
Som ledig har du ikke pligt til at holde ferie, men alle har ifølge ferieloven ret til 25 dages ferie.
Du skal senest på feriens første dag give IAK besked om ferien, ellers kan du ikke få feriedagpenge. Du kan dog få feriedagpenge fra og med den dag, hvor IAK har fået besked om ferien.
Du skal ikke stå til rådighed under ferien, men du skal altid senest 14 dage inden ferien meddele dit jobcenter og anden aktør, at du holder ferie. Ellers har du stadig pligt til at stå til rådighed, som hvis du ikke holdt ferie. Du skal være opmærksom på, at det kan få konsekvenser for din ret til dagpenge, hvis du ikke i tide reagerer på henvendelser fra jobcenteret, anden aktør eller IAK.
Er du ledig, skal IAK underskrive feriekontokortet. Dette gælder også, hvis du modtager supplerende dagpenge. Du skal blot skrive antallet af feriedage, underskrive feriekontokortet og sende det til IAK – Kalvebod Brygge 31-33, 1780 København V. Så attesterer vi feriekontokortet og videresender det til udbetaling.
Hvordan udfylder jeg dagpengekort under ferien?
Har du som ledig ikke mulighed for at logge på mitIAK og indtaste dit dagpengekort under ferien, skal du udfylde blanket AR 272 og sende den til IAK dagen inden afrejse. Du skal dog være opmærksom på, at du kun kan indsende dit dagpengekort inden afrejse, hvis det på grund af ferien ikke er muligt at indberette via mitIAK den anden sidste søndag i måneden.