Informationen her på siden er til dig, der skal tage stilling til, om du vil spare op til efterløn. Du bliver automatisk opkrævet betaling af efterlønsbidrag. Hvis du ikke ønsker at betale til efterlønsordningen, skal du derfor selv fravælge efterlønsordningen på
www.mitiak.dk. Du finder det på forsiden af mitIAK i boksen Tilvalg/Fravalg af efterløn i højre side.
Her på siden kan du læse om:
Hvad koster det?
Hvor længe skal jeg betale?
Efterlønsbidraget er din opsparing
Når du arbejder i udlandet
Hvad koster det?
Kontingentet til IAK er opdelt i et almindeligt kontingent til arbejdsløshedsforsikring og et særligt kontingent til efterlønsordningen, som vi kalder efterlønsbidraget.
I 2010 er efterlønsbidraget:
- 1317 kr. pr. kvartal for fuldtidsforsikrede a-kassemedlemmer
- 876 kr. pr. kvartal for deltidsforsikrede.
Ligesom a-kassekontingentet kan efterlønsbidraget trækkes fra i skat.
Du kan løbende se, hvor meget du har betalt til efterlønsordningen på mitIAK.
Hvor længe skal jeg betale?
Du skal betale efterløn i mindst 30 år. Du kan vælge at starte indbetalingen, inden du bliver 30 år. Det giver dig mulighed for senere at holde pause med at betale efterlønsbidrag.
- Er du født 1. januar 1978 eller senere, skal du senest begynde at betale til efterlønsordningen, når du fylder 30 år
- Er du født i perioden 1. januar 1976 til og med 31. december 1977, skal du senest begynde at betale til efterlønsordningen, når du fylder 32 år
- Er du født i perioden 1. januar 1959 til og med 31. december 1975 findes der overgangsordninger. Se mere om hvad der gælder for dig under Hvad gælder for din årgang?
Efterlønsbidraget er din opsparing
Du kan til enhver tid fravælge efterlønsordningen og få dit efterlønsbidrag tilbagebetalt. Tilbagebetalingen skal som udgangspunkt ske til en pensionsordning. Hvis du vælger at overføre pengene til en udenlandsk pensionskonto, skal du betale skat af beløbet.
Hvis du har indbetalt mindre end 1 år, er fyldt 60 år, er emigreret til udlandet eller er tildelt fleksjob, men ikke har ret til fleksydelse tilbagebetales beløbet kontant med fradrag for skat.
Du kan også få efterlønsbidraget tilbage, hvis du på grund af nedsat erhvervsevne får førtidspension og dermed bliver afskåret fra at modtage efterløn. I den situation får du bidraget tilbagebetalt fratrukket en afgift til staten på 30 %. I tilfælde af død, kan dine efterladte få dine indbetalte efterlønsbidrag tilbagebetalt også fratrukket en fast afgift på 30 pct. til staten.
Du kan også vælge at holde en pause med dine indbetalinger, dvs. fravælge efterlønsbidraget uden at få bidragene tilbagebetalt. Du skal dog være opmærksom på, hvilke konsekvenser det kan få for din ret til efterløn.
Tilbagebetaling af efterlønsbidrag reguleres efter samfundets almindelige lønstigninger.
Når du arbejder i udlandet
Du skal være medlem af en dansk a-kasse for at kunne indbetale efterlønsbidrag og siden for at få ret til efterløn. Derfor er der nogle særlige forhold, du skal være opmærksom på, hvis du skal arbejde i udlandet.
Arbejde i et EØS-land
Arbejder du uden for Danmark i et andet EØS-land (EU og Norden), vil du normalt være arbejdsløshedsforsikret i det land, hvor du bor og arbejder. Det betyder, at du ikke kan indbetale efterlønsbidraget under dit udlandsophold. Til gengæld har du mulighed for at efterbetale efterlønsbidraget, når du kommer tilbage til Danmark. Du skal dog være opmærksom på, at du ikke kan gå på efterløn eller søge om et efterlønsbevis, når du kommer tilbage til Danmark efter et arbejdsophold i udlandet. For at du kan opnå ret til efterløn eller efterlønsbevis, skal du som udgangspunkt have arbejdet mindst 1.924 timer i Danmark inden for de seneste tre år.
Arbejde uden for EØS
Du kan fortsat være medlem af IAK, hvis du skal på et midlertidigt arbejdsophold i et land uden for EØS. Det betyder, at du under udlandsopholdet fortsat kan indbetale efterlønsbidraget. Hvis du skal på arbejdsophold i udlandet, er det altid en god idé at kontakte IAK først.