I udgangspunktet skal du opholde dig i Danmark for at få dagpenge. Der er dog 3 muligheder for at få dagpenge med til udlandet:
Hjem igen samme dag
Jobsamtale i udlandet
Jobsøgning i et andet EØS-land
Kom hjem igen samme dag og få dagpenge med
Du har mulighed for at få dagpenge, når du rejser til udlandet – blot du kommer tilbage til Danmark inden for samme døgn.
Til jobsamtale i udlandet med dagpenge
Hvis du skal til jobsamtale hos en arbejdsgiver i et andet land, kan du få dagpenge imens. Du skal dokumentere over for IAK, at du skal til jobsamtale, fx vha. kopi af indkaldelsen til jobsamtalen. Derudover skal du henvende dig til dit jobcenter, inden du rejser. Du må være væk i op til 5 dage. Opholder du dig i udlandet mere end de 5 dage, mister du retten til dagpenge fra den dag, du rejser.
Jobsøgning i andet EØS-land med dagpenge
Du kan få danske dagpenge på din Nemkonto i op til 3 måneder, når du er jobsøgende i et andet EØS-land. Du skal opfylde en række betingelser:
- være helt ledig i de seneste 4 uger forud for afrejsen. Du må ikke have haft arbejde, holdt ferie, været syg, afviklet overskydende timer
- stå til rådighed for arbejdsmarkedet
- have været tilmeldt jobnet.dk som ledig i mindst 4 uger inden afrejsen. Det er ikke en betingelse, at du har fået udbetalt dagpenge i perioden. Du skal blot have 4 ugers dagpengeberettiget ledighed. Karensperioden på en måned for dimittender og perioder, hvor du eventuelt afvikler en karantæne for selvforskyldt ledighed, tæller også med
- have ret til dagpenge på afrejsetidspunktet. Dette indebærer bl.a., at du skal have bopæl og ophold i Danmark umiddelbart forud for afrejsetidspunktet.
Du kan søge dispensation for 4-ugers-reglen (ovenfor punkt 1 og 3) i følgende situationer:
- når du skal flytte med din ægtefælle eller samlever i forbindelse med, at denne har fået varigt arbejde eller skal begynde en uddannelse af mindst 18 måneders varighed i et andet EØS-land
- når du kan dokumentere, at du skal til en ansættelsessamtale i et andet EØS-land
- når du har en særlig tilknytning til det EØS-land, du vil søge arbejde i (du skal dog her mindst være tilmeldt dit Jobcenter i 1 uge).
Få en attest fra IAK, når du skal søge job i et andet EØS-land
IAK skal udstede en såkaldt attest PD U2. Du må ikke rejse, før 3-måneders-perioden begynder. Kontakt os straks, hvis du er nødt til at ændre din afrejsedato.
Afmelding som ledig i Danmark og tilmelding i andet EØS-land
Før du tager af sted til det andet EØS-land, er det vigtigt, at du først afmelder dig som ledig på jobnet.dk på den sidste hverdag før din afrejse. Efter du er rejst fra Danmark, har du 7 dage – regnet fra det tidspunkt, hvor du sidst var tilmeldt som ledig i Danmark som arbejdssøgende – til at tilmelde dig på arbejdsformidlingen i det andet EØS-land. Hvis du overskrider 7-dages-fristen, vil du først få dagpenge fra tilmeldingsdagen. Du er omfattet af og skal følge det andet EØS-lands regler for kontrol af ledige.
