Hvis du er ansat på nedsat tid, og du bliver ledig som følge af afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord eller lignende, skal din arbejdsgiver som hovedregel udbetale dig godtgørelse for de 3 første ledighedsdage (G-dage). Du har derfor ikke ret til dagpenge for disse dage.
Der skal falde hele eller halve G-dage for hver hele eller delvise ledighedsdage, du har hos samme arbejdsgiver i et ansættelsesforhold, hvis du inden for de seneste 4 uger har haft 74 arbejdstimer eller derover.
Eksempel:
Du har allerede været beskæftiget hos en arbejdsgiver i mindst 74 arbejds-timer inden for 4 uger og har herefter følgende forløb, der udløser G-dage 3 gange:
Mandag: 7,4 timer
Tirsdag: 3,0 timer (1 hel G-dag – ledig i mere end 4 timer)
Onsdag: 5,0 timer (1/2 G-dag – ledig i 4 timer eller derunder)
Torsdag: 7,4 timer
Fredag: 6,0 timer (1/2 G-dag – ledig i 4 timer eller derunder)
Mandag: 7,4 timer
En arbejdsgiver skal højst betale for en G-dag 16 gange i et kalenderår (1/2 G-dag tæller også for 1 gang).
Hvis du arbejder i en turnusordning eller på fast nedsat tid, skal din arbejdsgiver ikke udbetale dig G-dage før ansættelsesforholdet ophører »helt«. Hvis du omvendt ikke har en
fast arbejdstid, fx fordi du er vikar eller løst ansat, så anses du for ledig hver gang, din arbejdsdag slutter. Din arbejdsgiver skal i den situation løbende udbetale G-dage på ledige dage.
Dage, hvor du har ret til betaling for G-dage, skal du markere med et »G« på dit dagpengekort. IAK kan hjælpe dig, såfremt din arbejdsgiver ikke vil udbetale dine G-dage.
Sidst opdateret: 1. jul. 2008
