Når vi skal beregne, hvor meget du kan få udbetalt i supplerende dagpenge, skal vi ind og se på din arbejdstid. Her på siden kan du læse om 3 forskellige typer arbejdstid, og hvilken betydning det har for beregningen af dine supplerende dagpenge:
Kontrollabel arbejdstid
Ukontrollabel arbejdstid
Undervisning
Kontrollabel arbejdstid
Hvis din arbejdstid kan kontrolleres af din arbejdsgiver, sker der fradrag i dine dagpenge for det antal arbejdstimer, du har haft pr. uge, uanset timelønnens størrelse.
Ukontrollabel arbejdstid
Ukontrollabelt arbejde er et begreb, som dækker arbejde, der udføres uden for arbejdsgiverens umiddelbare kontrol. Hvis det ikke er et naturligt led i din ansættelse, at din arbejdsgiver regelmæssigt kontrollerer arbejdets udførelse og omfang, er arbejdet ukontrollabelt. Dit arbejde er typisk ukontrollabelt, hvis du arbejder hjemmefra, udfører arbejde hos kunder, når du har en ledende stilling uden højeste arbejdstid, eller hvis din løn er væsentligt højere end normalt.
Omregning til timer ved ukontrollabelt arbejde
Vi omregner dit ukontrollable arbejde til timer ved at dividere din indtægt med den gældende omregningssats (2012: 209,63) efter følgende formel: Bruttoindtægt/omregningssats = timer.
Hvis det omregnede antal timer er over 7,4 timer den pågældende dag, sker der fradrag for alle timer. Selvom udregningen giver under 7,4 timer den pågældende dag, vil du alligevel blive trukket for 7,4 timer, hvis vi ikke kan anse dig for at stå til rådighed resten af den dag, hvor arbejdstiden ikke kunne kontrolleres.
Har du mulighed for selv at tilrettelægge din arbejdstid, bør du derfor høre nærmere om reglerne i IAK, inden du begynder arbejdet.
Undervisning
Hvis du underviser, vil du blive trukket i de supplerende dagpenge for både det faktiske antal undervisningstimer og for den forberedelsestid, du får løn for. Aflønning af forberedelsestiden er forskellig alt efter, hvilken undervisningsinstitution du underviser på, og om undervisningen er omfattet af en overenskomst. Er der ikke en overenskomst på området, vil arbejdstiden være ukontrollabel og medføre fradrag ved omregning med den gældende omregningssats (2012: 209,63).