Hvis du er uden arbejde i en hel uge, får du udbetalt dagpenge for 37 timer. Hvis du har en eller flere arbejdstimer i en uge, kan du få supplerende dagpenge i resten af ugen. For at få supplerende dagpenge skal du opfylde de almindelige regler for at få dagpenge – læs om betingelserne for at få dagpenge. De væsentligste er:
- At du står til rådighed.
- At du ikke er syg.
- At du ikke holder fri for egen regning.
- At du har oprettet et CV på jobnet.dk.
- At du opholder dig i Danmark.
- At du skal kunne overtage andet arbejde og deltage i møder med dags varsel.
Her på siden kan du læse om de særlige regler for at få supplerende dagpenge:
Arbejde på nedsat tid
Arbejdsfordeling
IAK skal godkende dit arbejde på nedsat tid
Ledig efter arbejde på nedsat tid
Pligter
Lønsikring og tillægsforsikring
Dagpengesats
Arbejd på nedsat tid og få supplerende dagpenge
Du kan få udbetalt supplerende dagpenge efter forholdet mellem din arbejdstid i ugen og fuldtid på 37 timer. Du kan dog ikke få supplerende dagpenge for under 7,4 timer i en uge. Arbejder du derfor over 29,6 timer i en uge, kan der ikke udbetales supplerende dagpenge i den uge. Denne regel om mindsteudbetaling gælder ikke ved udbetaling af feriedagpenge.
Hvis du er fuldtidsforsikret i IAK, må du gerne fortsætte med dette, selv om du nu skal arbejde på nedsat tid. Det er kun muligt at være deltidsforsikret, hvis du arbejder under 30 timer om ugen.
Hvis du er deltidsforsikret, er der særlige regler i relation til retten til at modtage supplerende dagpenge. Hør nærmere om dette i IAK.
Arbejdsfordeling
Der er på ganske særlige betingelser mulighed for at modtage supplerende dagpenge, hvis en virksomhed indfører arbejdsfordeling i en periode for at undgå afskedigelser. Det kan du høre nærmere om hos IAK.
IAK skal godkende dit arbejde på nedsat tid
Vi skal altid have oplysninger om dit arbejde på nedsat tid, inden vi kan udbetale supplerende dagpenge til dig. Du og din arbejdsgiver skal udfylde et redegørelsesskema og sende det til os. Når vi har modtaget redegørelsesskemaet vil vi sende dig et brev, hvor vi skriver, på hvilke betingelser du kan modtage supplerende dagpenge. Der findes 3 typer redegørelsesskemaer, som du alle finder på mitIAK under menupunktet Udfyld blanket --> Ledig
- for lønarbejde
- for undervisningsarbejde
- for tilknytning til vikarbureau
Hvis du har en ansættelseskontrakt, skal vi også have en kopi af den sammen med redegørelsesskemaet.
Ud over redegørelsesskemaet skal du – hvis du er omfattet af et opsigelsesvarsel - også sende en frigørelsesattest fra din arbejdsgiver. Læs mere om opsigelsesvarsel og frigørelsesattest.
Ledig efter arbejde på nedsat tid
Hvis du bliver ledig pga. afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- eller tidsafgrænset kontrakt, skal din arbejdsgiver som hovedregel udbetale dig godtgørelse for de 3 første ledighedsdage (G-dage). Udbetalingen af G-dage forudsætter dog, at du har arbejdet hos samme arbejdsgiver i 74 timer inden for de sidste 4 uger. Du har derfor ikke ret til dagpenge fra IAK for disse dage. Læs mere om G-dage.
Pligter
- Du skal stå til rådighed
I hele perioden, hvor du modtager supplerende dagpenge, har du pligt til at være til rådighed for arbejdsmarkedet til en 37-timers fuldtidsstilling. Det vil bl.a. sige, at du altid skal være aktivt jobsøgende og kunne overtage et arbejde med dags varsel.
Du må ikke begrænse din arbejdskraft til kun én arbejdsgiver eller til sæsonarbejde. Du har endvidere altid pligt til at underrette IAK, hvis betingelserne for at få supplerende dagpenge ikke længere er opfyldt.
IAK Lønsikring eller tilsvarende tillægsforsikring
Hvis du har tegnet en IAK Lønsikring eller tilsvarende tillægsforsikring som supplement til de almindelige dagpenge, vil du sammenlagt kunne modtage supplerende dagpenge, tillægsforsikring, indtægt fra deltidsarbejde og øvrige indtægter med op til 90 pct. af din tidligere lønindkomst (med fradrag af arbejdsmarkedsbidrag). Du har pligt til at kontakte IAK, hvis din samlede indtægt overstiger 90 pct. grænsen.
Du skal huske løbende at oplyse indtægter fra en tillægsforsikring på dit dagpengekort, når den kommer til udbetaling. Udbetaling fra IAK Lønsikring forudsætter i alle tilfælde, at du ikke er selvforskyldt ledig, dvs. at du selv siger dit arbejde op eller er skyld i, at du bliver opsagt eller bortvist. Ved ophør med arbejde i udlandet gælder tilsvarende regler.
Ønsker du at tegne en IAK Lønsikring eller blot vide mere om forsikringsproduktet, kan du læse mere på iak.dk.
Dagpengesats
Når du modtager supplerende dagpenge, får du samme dagpengesats pr. time, som hvis du skulle have fulde dagpenge.
Læs også mere om nedsat tid på IDAs hjemmeside.