
Siderne her handler om dine muligheder, pligter og rettigheder, når du får dagpenge. Hvis du vil søge om dagpenge, skal du læse om, hvad du som
ledig skal gøre og sende til IAK. Her på forsiden kan du læse om din ret til dagpenge:
Hvis du har været selvstændig og vil søge om dagpenge, skal du læse om de særlige regler for dagpenge til selvstændige.
Du har ret til dagpenge i op til 2 år
Du har fra 1. juli 2010 ret til dagpenge i 2 år, når du bliver ledig. Du bruger de 2 år ugevis, så du har ret til 104 uger med dagpenge. Når du får udbetalt dagpenge i en uge, er denne uge brugt, uanset hvor mange timer du får udbetalt i ugen. Du skal bruge de 2 år med dagpenge inden for en periode på 3 år. Barselsorlov og orlov til børnepasning i ledighedsperioden forlænger perioden på de 3 år.
Arbejdsgiver skal betale de 3 første ledighedsdage
Din tidligere arbejdsgiver skal betale dagpenge til dig de 3 første dage, du er ledig (det kaldes G-dage). Du kan ringe eller skrive til din arbejdsgiver, der er ikke en officiel formular. Arbejdsgiver skal betale den dagpengesats, som du har ret til. Hvis du har problemer med at få din arbejdsgiver til at betale G-dagene, kan du bede os om at tage kontakt til arbejdsgiver.
På folkepension og fortsat arbejdssøgende
Du kan få dagpenge, indtil du bliver 65 år. Som 65-årig bliver du automatisk meldt ud af IAK og afmeldt som ledig på jobcenteret. Hvis du fortsat gerne vil står til rådighed for arbejdsmarkedet, skal du selv melde dig til jobcenteret som ledig og gøre opmærksom på, at du ikke længere er medlem af en a-kasse.
